Anklager: Uhørt brutale drab på mødre bør give livstid

Dobbeltdrabssagen i Ruds Vedby og Kundby nærmer sig sin afslutning. Tirsdag procederede forsvarer og anklager i Østre Landsret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Der er mange par, der bliver skilt i Danmark. Som mand skal man kunne tåle at blive forladt - uden at ty til vold.

Sådan sagde anklager Emil Folker i Østre Landsret tirsdag, da han procederede i dobbeltdrabssagen fra Ruds Vedby og Kundby og argumentere for, at den tiltalte MD skal i fængsel på livstid.

Men måske kunne den 41-årige MD faktisk ikke tåle at blive forladt af den kvinde, han selv i dag i Østre Landsret fastholder, er hans livs store kærlighed. 

Den 31-årige Line Messerschmidt, han boede sammen med i rækkehuset i Ruds Vedby, og med hvem han havde to fælles børn ud over de to, hun havde fra tidligere forhold.

Børnene får en ny far

Ifølge MD sagde kæresten, Line Messerschmidt, til ham, at hun ville forlade ham, og at hun havde fundet en ny mand, der skulle være far for hendes fire børn, herunder de to, der har MD som biologisk far.

Læs også
Naboer til drab på kvinde i Ruds Vedby: - Det er ubehageligt, at det sker så tæt på
Læs også
Naboer til drab på kvinde i Ruds Vedby: - Det er ubehageligt, at det sker så tæt på

- De er så små, at de slet ikke kommer til at kunne huske dig, så det betyder ikke noget, skulle hun ifølge MD havde sagt til ham.

Herfra siger MD, at han ikke husker noget.

Lukkede frivilligt sin drabsmand ind

– Jeg er hjemme hos dig nu. Kan jeg ikke godt komme ind, jeg har brug for at snakke med dig.

Sådan skrev MD i en SMS til sin ekskæreste Jeanette Rømer Hansen kl. 05.10 fredag den 15. november 2019. Selvom det var tidligt om morgenen lukkede den 35-årige kvinde ham ind i sit hus i Kundby. Få minutter senere slog han hende ihjel med 19 knivstik.

Det var ikke første gang den nat, MD havde slået ihjel. 

32 kilometer fra Kundby, i rækkehuset i Ruds Vedby, lå hans kæreste Line Messerschmidt død. Halvanden time før drabet på Jeanette Rømer Hansen havde han dræbt moren til sine to børn med 28 knivstik, de fleste dybe. Imens lå familiens fire sammenbragte børn på 1. etage i rækkehuset.

Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST
Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Vil skåne offerets mor

Billederne af de to drabssteder er så voldsomme, at anklager Emil Folker sørgede for, at det udelukkende var domsmandsretten i Østre Landsret, der kunne se dem. Under henvisning til, at han blandt andre gerne ville skåne Line Messerschmidts mor, der følger sagen fra tilhørerpladserne, sikrede han sig inden fremvisningen, at de skærme, der kan ses af alle i retssal 9 blev slukket. 

Men ud fra de vidneudsagn, der er blevet læst op i Østre Landsret fra de første patruljer på drabsstederne må man forstå, at der var ”rigtigt meget blod”.

MD bestrider ikke, at det er ham, der er skyld i de to kvinders død. Han kan bare ikke huske noget fra drabsnatten. Under tirsdagens retsmøde fortalte han, at det først var i en celle i Storstrøm Fængsel, han kom til sig selv igen. 

Her sad han varetægtsfængslet, efter at han havde meldt sig selv på politistationen i Holbæk umiddelbart efter drabene. Han har dog forklaret politiet i detaljer, hvad han har gjort.

Anklageren har dog svært ved at forholde sig til, at MD intet husker, og at han var ude af sig selv. 

- Vi kan høre ham på den samtale, politiet har optaget, hvor han ringer ind og melder sig selv efter de to drab. Vi kan høre, at han endda har overskud til lidt smalltalk med betjenten, sagde anklageren, der også mindede dommere og domsmænd om, at MD faktisk havde åndsnærvær nok til at ringe til Line Messerschmidts mor umiddelbart efter drabet og sige til hende, at hun måtte komme og tage sig af de fire børn på førstesalen.

Skulle erkende utroskab

Forud for procedurerne tirsdag afspillede forsvarer Kristian Mølgaard en række samtaler mellem Line Messerschmidt og MD, der har karakter af forhør af MD, ligesom der også er optagelser af en række bekendelser, som MD har lavet, godt hjulpet på vej af Line Messerschmidt. 

Læs også
Anklager kræver livstid - ankesag om dobbeltdrab for retten mandag
Læs også
Anklager kræver livstid - ankesag om dobbeltdrab for retten mandag

Her kan man høre, hvordan MD bliver afhørt af sin kæreste, der har svært ved at slippe tanken om, at MD nok har været hende utro med sin ekskæreste Jeanette Rømer Hansen. 

- Hvad var det, der var så fantastisk ved hende? Hvad var det, hun kunne? Så svar mig dog for helvede, hvad var det? Var det hendes krop, var det hendes patter? kan man høre Line Messerschmidt igen og igen spørge MD, der har svært ved at svare udover, at han godt kunne lide ekskærestens selskab, dengang de var sammen.

Optagelserne er typisk blevet lavet om natten, og ifølge MD skulle Line Messerschmidt bruge dem som bevis for, at MD havde været hende utro.

Anklager: Lad os huske, hvem ofrene er

Netop optagelserne af samtalerne parret imellem var medvirkende til, at Retten i Næstved endte med at udmåle en straf på 16 års fængsel til MD for de to drab, selvom anklageren havde påstået fængsel på livstid.

quote Jeg tror, vi alle kan være enige om, at de her optagelser ikke er særligt behagelige at lytte til, men lad os lige huske, hvem der er ofrene

Emil Folker, anklager

Ifølge Retten i Næstved var det en formildende omstændighed, at forholdet havde været præget af jalousi. I dommen hed det blandt andet, at den dræbte kvinde i perioden helt op til drabene havde ”udsat tiltalte for et massivt pres og manipulerende behandling, blandt andet ved at lydoptage og genafspille langvarige forhør af tiltalte omhandlende hans forhold til begge de dræbte kvinder”.

Men anklager Emil Folker er ikke enig. Det fremførte han i sin procedure i Østre Landsret tirsdag.

- Jeg tror, vi alle kan være enige om, at de her optagelser ikke er særligt behagelige at lytte til, men lad os lige huske, hvem der er ofrene, sagde Emil Folker, der påpegede at begge kvinder var mødre. 

- Jeg er ikke enig i dommen fra Retten i Næstved. Der er et element af egen skyld hos Line Messerschmidt ved den dom. Som om hun selv var lidt skyld i, at det endte, som det gjorde, sagde anklageren.

Man er altid oprevet, hvis man slår sin samlever ihjel

Anklager Emil Folker mener, at MD i Retten i Næstved fik en ”klækkelig rabat” på straffen, fordi han var i en oprevet sindstilstand efter meldingen om at Line Messerschmidt ville forlade ham, og fordi hun havde gennemført de mange forhør. Men også her var han uenig.

- Det er altså ikke strafformildende, at MD var oprevet, da han dræbte kvinderne. Det er man jo altid, hvis man slår sin samlever ihjel. Det er jo ikke bare sådan, at man sidder i sofaen og pludselig stikker en kniv i hende. Sådan foregår det ikke, selvfølgelig er man oprevet, sagde Emil Folker og understregede overfor domsmandsretten, at fængsel på livstid var den rette straf.

Rev gulvtæppet væk under ham

Forsvarer Kristian Mølgaard lagde derimod vægt på at den tiltalte MD ikke har haft til hensigt at slå de to kvinder ihjel. 

quote Han er dybt ulykkelig over, at de ikke er her mere. Han vender tilbage til det igen og igen

Kristian Mølgaard, forsvarer

- Han er dybt ulykkelig over, at de ikke er her mere. Han vender tilbage til det igen og igen, sagde forsvareren, mens MD, der sad ved siden af ham, brød grædende sammen.

Ifølge en mentalundersøgelse er MD normalt begavet, men han er umoden, han har en ringe evne til reflektere, og er uhyre konkret tænkende.

- Line Messerschmidt river gulvtæppet helt væk under MD. De har et forhold, hvor Line siger ”Hop” og MD siger ”hvor højt? Hvor mange gange? Hopper jeg rigtigt nu? Hun siger til ham, at der ikke er brug for ham længere. Hun smider ham væk ved at sige til ham, at nu er der en ny mand, der skal være far for dine børn. Og hun bruger hans ekskæreste til at tromle ham, og ved at sige, at det er ham, der har gjort noget forkert. Så slår det klik for ham, sagde Kristian Mølgaard under sin procedure.

Kunne han indse, hvad han gjorde?

Mølgaard har argumenteret for, at MD ikke har haft til hensigt at dræbe, altså forsæt til drab. Derfor mener han, at MD bør dømmes for vold med døden til følge, der kan give en mildere straf. En påstand, anklageren har kaldt grotesk i betragtning af de mange og dybe knivstik, MD tilførte de to kvinder.

- Jeg er faktisk enig i, at antallet af knivstik må betyde, at man indser, at ofrene dør. Man skal bare spørge sig selv: Kunne MD indse det, eller var der helt formørket i hovedet på ham? bad Kristian Mølgaard domsmandsretten om at overveje, før de onsdag afsiger dom i Østre Landsret.

VIDEO: Klokken 05.47 den 15. november 2019. blev en kvinde fundet dræbt i sit hjem i Kundby. Det skete halvanden time efter, at en anden kvinde var fundet dræbt i Ruds Vedby. Drabet gav et stort opbud af politi i Kundby.


Nyhedsoverblik