Holbæk Kommune skal spare 42,8 millioner kroner i årets budget. Onsdag aften blev besparelserne vedtaget af en enig kommunalbestyrelse.
Af kommunens sparekatalog fremgår det, at alene på ældre- og sundhedsområdet vil der være besparelser for knap fem millioner kroner.
På blandt andet plejecentre- og hjemmeplejeområdet skal der skæres i antallet af medarbejdere.
Eksempelvis skal der spares 650.000 kroner ved en halvering fra seks til tre ernæringsmedarbejdere på kommunens tre plejecentre med kostfagligt personale.
Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen – det er en kortsigtet løsning
Lige nu består hvert sted af to ernæringsuddannede, som står for at anrette og tilberede måltider, mellemmåltider, hjemmebag og specialkost.
Forkert sted at spare
Marianne Fredslund Hansen er uddannet ernæringsassistent og tillidsrepræsentant for det kostfaglige personale i Holbæk Kommune.
Hun er vred over, at man vil spare på plejecentrene.
- Det er et helt forkert sted at spare. Medarbejderne ude på de lokale plejecentre gør en kæmpe indsats for at bibeholde den gode ernæring og sørge for, at de ældre får den rette mad i den rette konsistens, siger hun.
Hun fortæller, at det kostfaglige personale de seneste år har brugt meget tid på at dygtiggøre sig indenfor bæredygtighed, økologi og dysfagi-kost, som er blød kost til personer med tygge- og synkebesvær. Alt dette smides nu på jorden, mener hun.
- Man ved, at særligt mellemmåltider og det faktum, at eksempelvis dysfagi-kost ligner den kost, de andre får, er vigtigt. Jeg frygter, at borgerne ikke får den kost, de har behov for, fordi der simpelthen ikke vil være tid til det med kun én kostfaglig person på hvert plejecenter, siger hun og tilføjer, at det kan føre til underernæring hos de ældre borgere.
Ikke længere fokus på livskvalitet og madglæde
Udover underernæring ser Marianne Fredslund også et fremtidigt hygiejneproblem.
- Det kostfaglige personale er med til at sikre hygiejnen. Og hvis det pludselig er plejepersonalet, som skal til at lave mad i det tøj, de bruger i dagligdagen, kan det blive et stort problem, siger hun.
Sådan ser de gennemførte spareforslag ud i Holbæk Kommune
Økonomiudvalget: 10,5 millioner kroner.
Udvalget for Børn og Skole: 5,8 millioner kroner.
Socialudvalget: 5,1 millioner kroner.
Udvalget for Kultur og Fritid: 2,5 millioner kroner.
Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv: 2,5 millioner kroner.
Udvalget for Ældre og Sundhed: 4,8 millioner kroner.
Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling: 10 millioner kroner.
Udvalget for Klima, Miljø og Natur: 1,6 millioner kroner.
Tallene er affrundet til nærmeste 100.000 kroner.
Kilde: Holbæk Kommune
Og det er Rikke Kristensen, regionsformand for Kost og Ernæringsforbundet i Region Sjælland, enig i. Hun mener også, at man burde kunne finde de 650.000 kroner et andet sted.
- Køkkenerne kommer formentlig til at fungere som et modtagerkøkken fremover, hvor man ikke kan tage hensyn til den enkeltes behov. Det er virkelig ærgerligt, siger hun og understreger vigtigheden i, at duften af maden får lov at brede sig rundt til de ældre, hvilket den ikke i samme grad vil kunne i fremtiden.
- Nu er det åbenbart ikke vigtigt at have fokus på livskvalitet og madglæde, siger hun.
To skridt frem og fire tilbage
Og at det er plejepersonalet, der fremover kommer til at stå for en del af maden, er da også noget, Holbæk Kommune selv er klar over. Om besparelsen står der blandt andet i sparekataloget:
Anretning og tilberedning af mad skal fremover i højere grad varetages af plejepersonalet. Det betyder, at denne opgave vil blive prioriteret frem for andre opgaver som eksempelvis en til en tid mellem borger og medarbejder. Derudover vil borgerne opleve mindre synlighed blandt medarbejderne på fællesarealerne.
John Harpøth (løsgænger) er formand for Udvalget for Ældre og Sundhed i Holbæk Kommune. Han fortæller, at de i udvalget har forsøgt at finde pengene et andet sted, men det har ikke været muligt.
- Jeg forstår godt, hvis borgerne og ernæringsmedarbejderne er bekymrede, men vi har ikke andre muligheder. Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen – det er en kortsigtet løsning, siger han og fortsætter:
- Mange af de ting, der nu fjernes, er forebyggelse, som vi har indført for flere år siden. Det er som at gå to skridt frem og fire tilbage. Vi kan kun beklage det.
Fortvivlede medarbejdere
Regionsformand for Kost og Ernæringsforbundet i Region Sjælland, Rikke Kristensen, fortæller, at hun sammen med medlemmerne har skrevet høringssvar, læserbreve og deltaget i demonstrationer.
Jeg har rådet dem til at holde fast i deres job og tage deres opsigelsesperiode
Og torsdag var hun på Holbæk Madservice for at snakke med de fortvivlede medarbejdere og for at prøve at svare på deres spørgsmål, herunder at fortælle dem om deres muligheder og konsekvenser.
Medlemmerne skulle fredag klokken 12 beslutte sig for, om de ville sige ja til en fratrædelsesordning, og medarbejdere over 52 år er blevet tilbudt at gå ned i tid, men samtidig beholde deres pensionsordning.
- Jeg har rådet dem til at holde fast i deres job og tage deres opsigelsesperiode. I øjeblikket er alle kommuner ramt, så det er jo ikke sikkert, at der vil være et job et andet sted. Og det er trods alt nemmere at få et job, når man er i job, siger hun.
Rikke Kristensen vil også være på Holbæk Madservice den 30. marts, når medlemmerne får at vide, hvem der bliver fyret.
- Det er vigtigt for mig at være til rådighed. Jeg tror på, at nærhed betyder rigtig meget i den her pressede situation, siger hun.