Søndag sad fire 18-årige unge mænd og ventede på bussen i Vangkvarteret i Holbæk, da tre biler pludselig stoppede foran dem.
En gruppe på 10-15 maskerede sprang ud og gik til angreb på de unge mænd ved busstoppestedet. Gruppen var bevæbnet med forskellige våben, blandt andet okser og baseballbat.
Sådan forklarer en af dem, der sad ved busstoppestedet, til TV ØST.
- Vi råber, hvad de har gang i, men de svarer ikke. De begynder bare at slå og slå, og i det jeg vender mig om, bliver jeg slået med et bat lige på benet. Jeg snubler, og da jeg ligger på jorden, bliver jeg trampet på. De slår mig også med battet, siger han.
Bange for gentagelse
Den unge mand har ønsket at være anonym af hensyn til sin sikkerhed. Han fortæller, at han ikke har relationer til bander eller kriminalitet, og at han ikke forstår, hvorfor han og hans venner skulle overfaldes.
- Jeg bor herude, og det skete lige derovre. Kan jeg nu gå frit rundt i mit kvarter og være tryg? Jeg er også bange for, om mine små søskende kan blive udsat for sådan noget i fremtiden. Det er ret forfærdeligt, siger den unge mand.
Jeg er også bange for, om mine små søskende kan blive udsat for sådan noget i fremtiden
- Vi kom med i en konflikt, vi ikke er en del af.
Den ene af de fire unge mænd ved busstoppestedet slap væk, men de tre andre fik flere skader af overfaldet. Blandt andet har den unge mand, TV ØST har talt med, fået et brud på ryggen. Ingen af de tre fik dog livstruende skader.
- Jeg er bange for, det sker igen. Det kunne være gået værre, siger han.
Flere uroligheder i byen
Episoden i Vangkvarteret er bare én blandt flere i Holbæk denne weekend. Fredag holdt rockergruppen Bandidos fest i deres klubhus, og samtidig var der en del ballade i byen. To grupper røg i slagsmål, og en Audi blev smadret i Østre Skolegade.
Søndag gik det så ud over en tatovørbutik i Studiestræde, hvor alle ruder blev slået i stykker.
Politiet kan endnu ikke sige, om alle episoderne er relaterede.
- Vi kan se, at der har været nogle tilfælde af vold og hærværk i Holbæk-området her i weekenden. Og at der er noget, der tyder på, at det er to grupper af mennesker, som har en konflikt, siger politiinspektør Michael Flemming Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Tager situationen alvorligt
I dag har der været møde mellem politiet, SSP og boligselskabet Lejerbo, der har 640 lejemål i Vangkvarteret. Budskabet fra dem er, at de tager situationen i Holbæk meget alvorligt, men at den almindelige borger ikke har noget at frygte.
Lejerbo har samtidig delt et brev ud til samtlige beboere. Og politiet er meget opmærksomme på området.
- Vi har sendt flere patruljer til Holbæk, end vi har været vant til. Vi har været meget til stede, og det bliver vi ved med, siger Michael Flemming Rasmussen.
Det skriver Lejerbo blandt andet til sine lejere:
I den seneste tid har vi, i Vang, oplevet et par episoder, hvor politiet har været nødt til at rykke ud, grundet slagsmål mellem forskellige grupperinger af unge. Det er naturligvis vigtigt, at vi bevarer den høje grad af tryghed, der allerede eksisterer i Vang. Politi, kommune og Lejerbo tager derfor situationen meget alvorligt, og har her til formiddag holdt et møde, hvor vi sammen har lagt en fælles strategi for den fremadrettede indsats. Det gode samarbejde vi har med alle parter fortsætter, men intensiveres i den kommende periode.
Det betyder blandt andet, at:
- Politiet vil øge deres tilstedeværelse i Vang.
- SSP og 4300 vil skærpe deres indsats i forhold til vores unge, og gennem dialog blandt andet sikre, at de ikke oplever utryghed.
- Tirsdag og fredag i denne uge vil vi, som noget helt nyt, få besøg af en af politiets tryghedsbusser. De vil være at finde foran fælleshuset fra 14-18.
- Endelig kan du, som altid, kigge forbi fælleshuset, hvor boligsocialt team er til stede alle hverdage.
Kilde: Lejerbo
Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagen. Agervang, som er en del af Vangkvarteret, står på regeringens ghettoliste. Politiet holder i forvejen øje med området, efter der blandt andet i august opstod et større slagsmål mellem en gruppe på 30-40 personer.
Søndagens episode får politiet til at etablere en mobil politistation i boligområdet i håb om at skabe tryghed blandt borgerne.
TV ØST er bekendt med den unge mands identitet.