Under en udklædningsleg i børnehaven Pilehytten i Svinninge fik pædagogmedhjælper Peter Dyrholm-Ebsen pludseligt kommentarer som "ad", og "du ligner en pige".
Uskyldige kommentarer fra børnene fordi han under legen, var trukket i en kjole.
Vi skal ikke dømme folk for, hvad de har på
Men kommentarer der alligevel fik ham til at tænke og til at indføre et nyt koncept i børnehaven: "Kjoletirsdag".
- Hver tirsdag iklæder jeg mig en kjole, og så får vi os en god snak om, at vi skal kunne acceptere hinanden, for dem vi er, og ikke hvad vi har på, fortæller Peter Dyrholm-Ebsen.
Kjole med et budskab
Han håber, at børnene vil tage buskabet om, at man ikke skal dømme andre med sig ud i livet.
- Det er ikke fordi, at jeg går rundt og siger: "Kom alle børn, nu skal I bare se, hvor fedt det er at have kjole på". Men det er tænkt som en samtalestarter, og jeg håber, at det kan sætte sig lidt i børnene, at vi ikke skal dømme folk for, hvad de har på, og at man skal stå ved den, man er, og kunne tale ordentligt til hinanden, siger Peter Dyrholm-Ebsen.
Resten af personalet i børnehaven er også hoppet med på kjolebølgen - så både mænd og kvinder holder kjoletirsdag i børnehaven, og det er blevet taget godt imod af alle.
- Forældrene har taget det superfantastisk. Der har kun været positive tilbagemeldinger, så det har virkelig været dejligt, afslutter Peter Dyrholm-Ebsen.