Selvom flammerne kunne ses flere kilometer væk fra Holbæk Sygehus, så tog det kun få timer for brandfolkene i Holbæk at få storbranden på Holbæk Sygehus under kontrol.
Men efter branden nager et spørgsmål brandfolkene: Hvordan kunne branden sprede sig så hurtigt i bygningen?
Det fortæller beredskabschef ved Vestsjællands Brandvæsen, Lasse E. Hansen, til TV ØST.
Vi forstår ikke, hvorfor branden pludselig kunne udvikle sig så voldsomt. Det burde ikke kunne lade sig gøre
- Vi forstår ikke, hvorfor branden pludselig kunne udvikle sig så voldsomt. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Der er en helt række brandværn i bygningen, der skulle forhindre, at det kunne ske. Derfor vil vi nu forsøge at lave en undersøgelse af, om de har svigtet, siger beredskabschefen dagen efter branden.
Røgen eksploderede
Meldingen om branden blev ringet ind til 1-1-2 kort før midnat natten til onsdag.
Natholdet kunne fortælle, at en af deres fem tørretumblere var brudt i brand, og at alle 12 på holdet var blevet evakueret fra bygningen.
Første indsatsleder på stedet kunne dog se, at branden udviklede sig rigtig hurtigt, og i løbet af en halv time fra alarmmeldingen stod fire bygninger indeholdende blandt andet vaskeri, linnedlager, kontorer og hospitalets varmtvandsforsyning omspændt af flammer. Det skyldes sansynligvis, at der skete en røggaseksplotion i bygningen.
Tagene faldt sammen i de brændende bygninger, og de flere etager høje bygninger faldt brændende sammen i brandtomten.
Kender bygningerne godt
Allerede torsdag ventes forebyggelseseksperter fra brandvæsenet således at se på, om de kan finde en årsag til, at eksplotionen kunne ske, og branden dermed bredde sig så hurtigt.
En af de ting, som brandfolkene vil se på er, om brandmurene i bygningerne har fungeret efter hensigten. Lasse E. Hansen understreger dog, at det er for tidligt at konkludere noget som helst omkring branden.
- Det her er gamle bygninger, som vi kender godt. Derfor er vi også overraskede over, at der kunne opstå en så voldsom brand. Og vi håber at kunne lære af det, så vi kan forebygge lignende brande fremadrettet, siger han.
Også brandteknikere fra politiet vil se på branden. De håber, at de kan kortlægge, hvorfor tørretumbleren brød i brand.
- Det er et arbejde, som vi går i gang med, så snart at bygningerne er sikrede og vi kan komme til at arbejde på brandstedet, siger Martin Bjerregård fra Midt- og Vestsjællands Politi torsdag middag.