Folk fra nær og fjern har den seneste tid tilkendegivet deres største medfølelse og dybe foragt over mishandlingen af den otte år gamle hoppe, Carli, som måtte aflives på grund af sine skader.
Politiets efterforskning har endnu ikke ført til opklaring af mishandlingen, som fandt sted i Holbæk Rideklub for fire uger siden. Derfor har flere personer nu valgt at donere penge til at forhøje en dusør på 25.000 kroner, som hestens ejer, Stina Myrholm, udlovede i slutningen af september.
Det drejer sig specifikt om en af Stina Myrholms bekendte, der ønsker at være anonym, som har doneret 25.000 kroner. Derudover har Stephanie Karma Salvarli, måske bedre kendt som ”Geggo”, onsdag annonceret på det sociale medie Instagram, at hun vil smide yderligere 10.000 kroner i puljen. Stephanie Karma Salvarli er datter af Linse Kessler og medvirker blandt andet i tv-serien ”Familien fra Bryggen”.
Den samlede dusør er derfor nu oppe på 60.000 kroner og udloves til den person, der kan give oplysninger, som fører til opklaring af sagen.
Det kan være, at der sidder en eller anden med en lille brik, der måske har tænkt, at den er ubetydelig
- Det kan være, at der sidder en eller anden med en lille brik, der måske har tænkt, at den er ubetydelig, men som så alligevel prøver lykken, fordi der nu er så stor en dusør, siger Stina Myrholm.
For Stina Myrholm er den store opbakning, som hun får fra folk, helt ubeskrivelig, og det rører hende dybt, at nogle har lyst til at støtte opklaringen af sagen med donationer for at forhøje dusøren.
- Det er jo små lyspunkter i alt det her. På en eller anden måde smiler solen alligevel engang imellem, fordi der er så mange, der bakker op. Det er virkelig dejligt, fortæller hun.
Ingen naturlig forklaring på skader
Hesten Carli blev fredag den 11. september aflivet af en dyrlæge, efter at den drægtige hoppe var blevet mishandlet af en ukendt gerningsmand.
- Rundt på alle væggene var der blod, som om hun har kørt numsen op ad alle væggene. Dyrlægen kunne hurtigt se, at det ikke bare var en abort, men at hun ikke skulle være her mere. Hun skulle aflives. Det var det rigtige at gøre, fortalte Stina Myrholm efterfølgende.
Den efterfølgende obduktion viste, at hesten havde skader, som den ikke selv kunne have pådraget sig.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ugen efter aflivningen offentliggjorde politiet en video fra et overvågningskamera på Holbæk Rideklub, og familien, der ejede Carli, udlovede en dusør på 25.000 kroner.
VIDEO: Det er denne overvågningsvideo, som politiet har offentliggjort i håbet om at fange gerningsmanden.
Samlet set har politiet fået omkring 20 henvendelser eller tip fra borgere, men ingen af dem har altså ført politiet nærmere i opklaringen.
Jeg ved godt, at billederne ikke er specielt gode, men jeg synes alligevel, at han går på sådan en særpræget måde
- Det er jo dybt frustrerende. Jeg ved godt, at billederne ikke er specielt gode, men jeg synes alligevel, han går på sådan en særpræget måde, så jeg tænker stadig, at der må være nogen, der har en eller anden idé om, hvem han kan være, siger Stina Myrholm.
Formand: Gerningsmand kender ikke stedet
På billederne fra Holbæk Rideklubs overvågningskamera kan man se, at en uidentificeret mand ankom til stedet torsdag aften omkring klokken 22.48. Han forlod stedet igen klokken 01.49 med en jakke over højre underarm og med en flaskelignende genstand i venstre hånd.
Formanden for Holbæk Rideklub, Jette Hedemand, tror ikke, at gerningsmanden er kendt i området omkring klubben.
- Jeg tror ikke, det er en, der kender til stedet herude, for han er gået ind ad en sidedør i ridehuset helt omme på den anden side. Så han er ikke gået den direkte vej ind til hestene, har hun tidligere sagt til TV2 ØST.
- Og jeg tror ikke, han er klar over, at han bliver overvåget. Hvis han havde kendt stedet, så burde han også have set, at vi har skilte med videoovervågning herude. Så jeg tror, det er en person, der ikke har været her før, men som har fået færten af, der er heste på stedet.
Vil ikke give op
Så sent som for et par dage siden gik Stina Myrholm den tre timer lange overvågning minutiøst igennem igen. Her bemærkede hun, at der er nogle billygter i det fjerne, seks minutter efter at manden på overvågningen forlader stalden.
- Det kunne godt være ham. Det er jo torsdag aften, og der kører ingen biler dér klokken to om natten, siger hun.
På overvågningen kan man desuden se, at manden på et tidspunkt betræder matriklen ved siden af, hvor der ligger en kunsthøjskole. Her blev der samme aften holdt et arrangement, og Stine Myrholm håber derfor på, at der er nogen fra arrangementet, der kan ligge inde med en vigtig viden, som de måske ikke selv har tænkt videre over.
- Jeg har bare lyst til at gå hen og banke på døre for at se, om jeg kan finde nogen, der ved noget. Tænk, hvis der sidder en derovre med viden, uden at det kommer frem. Det er mega frustrerende at tænke på, siger hun.
Stina Myrholm har dog langt fra givet op, og hun håber på, at den forhøjede dusør kan føre til oplysninger, der leder politiet til et gennembrud i sagen.