Uroen og splittelsen i Dansk Folkeparti fortsætter.
Dagen efter det ekstraordinære årsmøde og valget af Morten Messerschmidt som ny formand, springer der en politisk bombe i Holbæk.
De får et parti, der ikke er belastet af konflikter fra Christiansborg
John Harpøth, der har stillet op for Dansk Folkeparti siden 2001, dropper partiet. Han stifter i stedet en ny liste med navnet Ny Holbæk. Også det tidligere folketingsmedlem og forhenværende medlem af kommunalbestyrelsen i Holbæk Jeppe Klenitz-Jakobsen er med i det nye parti.
På listens nye hjemmeside forklarer John Harpøth, hvorfor han går nu.
- DF fik et rigtigt dårligt valg ved sidste kommunalvalg, hvor DF blev reduceret til et enkelt mandat. Vi er ikke i tvivl om at det dårlige valg ikke mindst skyldes en ledelsesstil i DF på Christiansborg, som vælgerne har vendt ryggen til. Internt skænderi og ikke mindst manglende visioner i DF for, hvad der rører sig i den politiske verden og i de lokale samfund samt manglende opbakning og forståelse for det, der sker uden for Christiansborg, har motiveret til en nydannelse af partiet Ny Holbæk, står der på hjemmesiden nyholbæk.dk.
Tidligere folketingsmedlem er også med
Dansk Folkeparti fik ved valget i november 2021 blot valgt John Harpøth ind i kommunalbestyrelse. Ved valget i 2017 blev fire medlemmer af partiet stemt ind.
Kort efter valget forlod Steen Klink, der var partiets spidskandidat i Holbæk, Dansk Folkeparti. Jeppe Klenitz-Jakobsen, der tidligere repræsenterede partiet i kommunalbestyrelsen og i Folketinget har også meldt sig ud. Men han er altså nu en del af Ny Holbæk.
- Jeg skal nok ikke spille en stor rolle udadtil, men det er vigtigt, at John Harpøth har et bagland, han kan støtte sig til, som kan hjælpe ham, forklarer Jeppe Klenitz-Jakobsen.
- Jeg tror på, at Ny Holbæk har en god mulighed over for vælgerne. De får et parti, der ikke er belastet af konflikter fra Christiansborg, men som udelukkende koncentrerer sig om Holbæk, siger han videre.
Har overvejet det længe
Det er ikke nyt, at flere medlemmer i den lokale partiforening Holbæk har været stærkt utilfredse med partiets landsledelse. I 2020 overvejede alle fire kommunalbestyrelsesmedlemmer i Holbæk deres fremtid i partiet. John Harpøth er inde på det samme i forbindelse med præsentationen af sit nye parti.
- Derfor har det været i min overvejelse i længere tid, at DF er vokset fra mig, ikke mindst nu hvor en nyvalgt partiledelse uden et folkeligt mandat og jordnær kontakt med vælgerne udformer en ændret kurs og gentager et vaklende radikalt eksperiment. Jeg mener derfor, at det er det rette tidspunkt at sige farvel til DF efter 21 år og starte et nyt kapitel, så vi igen kan få borgernes tillid tilbage, står der på den nye listes hjemmeside.
Udover John Harpøth er Ny Holbæk lige nu repræsenteret af Brian Schäffer, Inge Langseth, Andreas Bering, Jeppe Klenitz-Jacobsen og Henrik B. Jensen, der alle har en fortid i Dansk Folkeparti.
Den nye liste i Holbæk holder pressemøde mandag formiddag.