Dørmænd på diskotek redder ung mand op af havn

Politiet indstiller de to dørmænd samt en anden gæst fra natklubben i Holbæk til en dusør for deres indsats.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 27-årig mand blev natten til lørdag reddet op fra havnebassinet i Holbæk af to dørmænd.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden, der var gæst på den kombinerede natklub og restaurant Soho, som ligger ved Kanalstræde ned til havnen Holbæk, forlod stedet kort efter midnat. Han var ifølge politiet tydeligt spirituspåvirket.

quote Det er supergodt reageret

Mads Haugaard ved Midt- og Vestsjællands Politi

En anden gæst så manden forlade stedet og holdt derfor ekstra øje med ham, mens han slingrede langs havnekajen.

Pludselig røg den 27-årige af uvisse årsager i det kolde havnebassin, hvorefter den opmærksomme gæst slog alarm til politiet, som modtog anmeldelsen klokken 00.48.

- Gæsten ringer straks 1-1-2, siger vagtchef Mads Haugaard ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet roser den heltemodige indsats og har indstillet redningsmændene til en belønning.
Politiet roser den heltemodige indsats og har indstillet redningsmændene til en belønning. Foto: Presse-fotos.dk

Men inden politiet nåede at ankomme til stedet, besluttede to dørmænd fra Soho at tage sagen i egen hånd og løb hen til havnekajen.

- De to dørmænd fra diskoteket hopper i vandet, hvor de får reddet ham i land, siger Mads Haugaard.

Flere ambulancer på stedet

Ifølge politiet var diskoteksgæsten samt de to dørmænd særdeles nedkølede, da de kom op fra vandet.

- Men ingen af dem er kommet til skade, siger Mads Haugaard og fortsætter:

quote Hjælp hinanden med at komme godt hjem

Christian Jørgensen, ledende oversygeplejerske

- Der kommer flere ambulancer til stedet for at behandle dem for underafkøling, fordi man bliver ret hurtigt afkølet, når man kommer ned i koldt vand.

Politiet roser den heltemodige indsats og har indstillet redningsmændene til en belønning.

Læs også
Savnet pige fra Præstø fundet
Læs også
Savnet pige fra Præstø fundet

- Vi har selvfølgelig indstillet gæsten, der anmelder det til politiet, og de to dørmænd til en dusør, siger Mads Haugaard og tilføjer:

- Det er supergodt reageret, og det er heltemodigt, at man først og fremmest drager omsorg og holder øje med hinanden, men også at man reagerer, når nogen er i nød.

Pas på hinanden til julefrokosterne

Det er ikke noget særsyn, at politiet rykker ud til redningsopgaver i de kolde måneder, hvor folk er faldet i vandet efter en festlig nat.

Og på akutafdelingen på Slagelse Sygehus mærker personalet ligeledes, at årets julefrokostsæson er skudt i gang. Her modtager afdelingen hver år personer, som er faldet i søvn ude i kulden.

Flere ambulancer rykkede ifølge politiet ud til havnen i Holbæk.
Flere ambulancer rykkede ifølge politiet ud til havnen i Holbæk. Foto: Presse-fotos.dk

Derfor har ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen en klar opfordring til de festglade mennesker.

- Hjælp hinanden med at komme godt hjem, så man ikke ligger ude med en brandert og bliver alvorligt nedkølet. Det kan blive en kritisk situation, forklarer den ledende oversygeplejerske og tilføjer:

- Vi passer på jer, hvis I kommer til skade, men I skal allerførst huske at passe på jer selv.


Nyhedsoverblik