Den lille spinkle kvinde sætter sig ved siden af den afghanske tolk midt i retssalen.
Håndjernene er blevet fjernet fra hendes håndled, og når hun svarer på de spørgsmål, hendes forsvarer Thomas Fogt stiller, er det med en stemme så lav, at det mere lyder som en hvisken.
- Har du en erindring om dine biologiske forældre fra da du voksede op i Afghanistan, spørger forsvareren.
- Nej, hvisker kvinden
- Har du nogensinde gået i skole? spørger forsvareren videre.
- Nej.
- Kan du tælle til 50?
- Det er svært, når der sidder så mange mennesker og kigger på mig, men ja, det kan jeg godt, siger kvinden stille.
Fik 78 knivlæsioner
Den 34-årige tiltalte kvinde er sammen med en 25-årig afghansk mand anklaget for at have dræbt den 37-årige plejehjemsassistent Sana Yaseen. Torsdag den 3. november 2022 havde Yaseen netop fået fri fra en aftenvagt på Plejecenter Samsøvej, da hun kort efter klokken 23 satte sig i sin bil på parkeringspladsen foran plejehjemmet.
Ud af mørket trådte den person, der i løbet af få minutter stak den gravide kvinde så mange gange med kniv, at hun fik 78 knivlæsioner i blandt andet hjertet, på arme, halsen og i tarme og bughule.
Den lille dreng, hun bar i sin livmoder, blev forløst med akut kejsersnit på Holbæk Sygehus umiddelbart efter knivoverfaldet, da moren var blevet erklæret for død.
Drengen, der var knap 26 uger gammel, overlevede i fem døgn, hvorefter også han afgik ved døden. De tiltalte nægter sig skyldige.
Troede, de var søstre
Den 34-årige kvinde, der ifølge anklagemyndigheden planlagde og opildnede til drabet, forklarer onsdag i Retten i Holbæk, at hun er vokset op i samme familie i Afghanistan som den dræbte Sana Yaseen i den tro, at de var søstre.
Mens de andre børn i huset gik i skole, havde hun huslige pligter og forlod kun huset, når hele familien drog afsted for at besøge en anden familie i området.
Kvinden fortæller, at familien udover Sana Yaseen og hende selv bestod af fire brødre, to halvsøstre og en far, der havde to hustruer. Hun delte seng med Sana Yaseen, der på et tidspunkt begyndte at berøre hende seksuelt, inden de skulle sove.
- Hvad laver du, jeg er din søster, forklarer kvinden, at hun dengang sagde til Sana Yaseen, der derefter kunne fortælle, at de ikke var biologiske søskende. De to unge kvinder indledte herefter et seksuelt forhold.
Tiltalt: Vi blev anholdt og fængslet for at være lesbiske
Ifølge den 34-årige tiltalte opdagede Sana Yaseens halvsøster på et tidspunkt det seksuelle forhold mellem de to kvinder. Hun reagerede ved at anmelde dem til politiet for det lesbiske forhold. Ifølge kvinden blev de anholdt, fængslet og også voldtaget i fængslet begge to.
Da de tre og en halv måned efter anholdelsen blev løsladt, flyttede de hjem til familien igen, men tilværelsen som lesbisk i Afghanistan var så utålelig, at de to kvinder flygtede til Danmark, hvor de skabte sig en ny tilværelse sammen med Sana Yaseens datter og en lille dreng, hun selv havde fået som donorbarn.
- Ville du kunne klare dig uden Sana Yaseen? spørger forsvareren.
- Nej, siger kvinden.
Dræbt kvindes søster vidner
Dagens andet vidne er Sana Yaseens søster, der ligesom den 34-årige må afhøres ved hjælp af den afghanske tolk.
Søsteren, der i modsætning til den tiltalte afgiver forklaring under vidneansvar, og altså derfor kan blive straffet, hvis ikke hun taler sandt, har en noget anden fortælling om tiden i Afghanistan.
- Sana Yaseen var min biologiske søster, vi var ikke halvsøskende, slår kvinden fast og fortsætter:
- Den tiltalte kvinde begyndte at komme i vores familie fra hun var 12-13 år gammel, altså som en ung kvinde. Vi boede i Pakistan. Hun boede hos os i en ganske kort periode, og da vi flyttede til Afghanistan igen, blev hun i Pakistan hos sine forældre. Senere kom hun dog til Afghanistan for at være sammen med Sana, fortæller kvinden.
Hun forklarer, at familien var klar over, at de to kvinder udviklede et tæt seksuelt forhold, men at det var helt i orden. Ingen udenfor familien kendte dog til forholdet.
Havde kompliceret forhold
Vidnet afviser, at hun har anmeldt Sana Yaseen og den tiltalte til politiet for at være lesbiske.
I flere timer fortæller hun om livet i Afghanistan, om hvilke fætre, de to kvinder blev gift med, om den tiltaltes planer om at dræbe sin naive eksmand, om et kompliceret forhold de to lesbiske kvinder imellem og om en afghansk mand i Danmark, der ville gifte sig med Sana Yaseen i Danmark, men blev afvist.
Forklaringen stikker i mange retninger, og retsformanden gør igen og igen under retssagens tredje dag opmærksom på, at vidnet ikke svarer på spørgsmålene.
- Hvor meget af det her har du oplevet selv, og hvor meget har du fået fortalt fra tredjemand? spørger forsvarer Thomas Fogt.
Også dette spørgsmål har kvinden svært ved at besvare.
Vidne: De kom ind i min butik
Dagens sidste vidne er ejeren af en telebutik i Holbæk. Han bekræfter, at de tiltalte, sammen med en yngre afghansk mand, kom ind i hans butik på drabsdagen og købte et simkort til den 25-åriges mobiltelefon.
Tre uger efter drabet blev begået kom den yngre mand tilbage til forretningen. Vidnet husker ikke meget af samtalen, men har til politiet forklaret, at den yngre mand fortalte, at det var den 25-årige, der slog Sana Yaseen ihjel på opfordring fra den 34-årige kvinde.
- Han var meget forelsket i hende, og ville gøre alt for hende, også det, der skete den aften, har den yngre mand ifølge vidnet fortalt.
- Ja, men vi talte med hinanden på fire forskellige sprog. Jeg havde svært ved at forstå ham, siger vidnet onsdag i retten og henviser til, at man på optagelser fra forretningen kan høre samtalen mellem vidnet og den yngre mand.
Specialanklager Anja Lund Liin supplerer med at fortælle retten, at hun har planer om at afspille optagelserne ved en senere retsdag.
Sagen fortsætter den 12. oktober. Der forventes en afgørelse i sagen i starten af november.