Dræbt kvindes barn er afgået ved døden

Efter drabet på en 37-årig gravid kvinde i Holbæk, er barnet nu afgået ved døden under indlæggelsen på Rigshospitalet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det barn, som en 37-årig dræbt kvinde i Holbæk havde i maven, er afgået ved døden på Rigshospitalet. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

En 37-årig gravid kvinde blev torsdag overfaldet og stukket med kniv foran det plejehjem på Samsøvej i Holbæk, hvor hun arbejdede. Resolut førstehjælp reddede barnet, men moderen afgik ved døden kort efter ankomsten til sygehuset.

Kvinden var syv måneder henne, da hun blev dræbt. 

Barnet var skrøbeligt og blev indlagt på sygehuset, da barnets tilstand var behandlingskrævende. Drengen afgik ved døden i dag, tirsdag, kl. 14.44. 

- Hans liv stod ikke til at kunne reddes, lyder det fra politiet.

Politiet har ikke yderligere kommentarer i sagen, oplyser vicepolitiinspektør Kim Løvkvist fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Nægter sig skyldige

Tirsdag er to personer blevet fremstillet i grundlovsforhør for drab på den 37-årige gravid kvinde. Det drejer sig om en 24-årig mand, der mandag blev anholdt ved Center Sandholm og en 33-årig kvinde, som blev anholdt tirsdag morgen klokken 07.00.

Tirsdagens retsmøde gik i gang et par minutter efter klokken 09, og har varet i knap syv timer.

Retten i Holbæk_ritzau
Læs også
To personer varetægtsfængslet for drab på gravid kvinde
Retten i Holbæk_ritzau
Læs også
To personer varetægtsfængslet for drab på gravid kvinde

Den 37-årige kvinde blev dræbt torsdag aften kl. 23, kort efter hun havde fri fra arbejde på plejehjemmet. Hun havde netop sat sig ind i sin bil, da hun blev angrebet og stukket med kniv adskillige gange i arme og ben. Desuden fik hun skåret halsen over, fremgår det af sigtelsen.

En kollega forsøgte at komme kvinden til undsætning, men måtte opgive og løb efter hjælp.

Den 24-årige mand og den 33-årige kvinde, der tirsdag er blevet fremstillet i grundlovsforhør, er begge sigtet for manddrab efter paragraf 237 i straffeloven.

Manden er sigtet for manddrab ved torsdag den 3. november i tidsrummet mellem klokken 23.00-23.15 på parkeringspladsen udenfor plejecentret på Samsøvej i Holbæk at have dræbt kvinden, idet manden tildelte hende adskillige knivstik på krop, ben og arme, samt skar hendes hals over, hvilket ifølge sigtelsen var blevet anstiftet af den 33-årige kvinde i tiden op til drabet. 

Ifølge sigtelsen medvirkede den 33-årige kvinde til drabet ved at "anstifte" det, som det hedder på jurasprog, det vil sige fremkalde forsætligt. Det skete angiveligt via WhatsApp.

Begge nægter sig skyldige.


Nyhedsoverblik