Efter nyt knivoverfald: Stor mangel på psykiatriske sengepladser

Lederen på et bosted i Gislinge blev angrebet med en kniv af en beboer for nylig. Nu peger han på kritisk mangel på psykiatriske sengepladser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I slutningen af oktober måtte lederen af et opholdssted i Gislinge ved Holbæk flygte for sit liv.

En ung mand, der i længere tid havde boet på opholdsstedet, fik en psykose og blev pludselig meget voldsom over for personalet.

- Han løber så over og henter en kniv i udslusningen, og da han kommer tilbage, går han efter mig. Jeg låser mig inde, fortæller lederen Michael Suhr.

Tidligere på dagen havde bostedets pædagoger flere gange forsøgt at få ham indlagt på psykiatrisk sygehus uden held. Og den situation har de stået i før. Ifølge Michael Suhr er det nemlig ofte sket, at de har stået med psykisk syge unge, som ikke kunne blive indlagt.

- Det er altid lidt et såkaldt lucky punch, hvis det lykkes at få hjælp. Vi har også flere gange oplevet at stå med unge, som er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, før de var færdigbehandlede.

Store konsekvenser

Ifølge bostedlederen og Michael Graatang, direktør i Landsforeningen af Opholdssteder, skyldes de gentagne afvisninger fra psykiatrisk afdeling, at der ikke er sengepladser nok.

- Nogle er blevet afvist op til tre gange inden for det sidste år, hvor de har stået med dybt psykisk syge folk. Der er ikke ressourcer til det, siger Michael Graatang.

- Vi siger ikke, det ikke fungerer. VI siger bare, der er for få ressourcer.

Konsekvenserne af de manglende sengepladser er tydelige – det kan nemlig i værste fald føre til drab, slår direktøren fast.

- Der kan være vold på stederne og drab. De psykisk syge får et dårligere liv, og vi kan se, at de ofte bliver så deprimerede, at de begår selvmord. Vi ser rigtig mange selvmord blandt psykisk syge.

- Flere sengepladser nu

Og på opholdsstedet frygter leder Michael Suhr for konsekvenserne, næste gang en beboer bliver psykotisk.

- Jeg frygter et menneske kommer til skade, fordi der er en, der har det så skidt. Så vi skal have flere sengepladser, siger han og tilføjer.

- Og det skal ikke være på mandag. Det skal være i morgen.

TV ØST har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Sophie Løhde (V), men hun havde ikke mulighed for at stille op.


Nyhedsoverblik