Dagens opgave var at tænke stort og ud af boksen på Vipperød og Ågerup Skoler. Her havde alle eleverne skemafri, men til gengæld skulle de brainstorme på det frihedsforsøg, som skolerne i Holbæk Kommune er en del af fra næste skoleår.
Under overskrifter som "De vildeste idéer", "det som forældrene siger nej til" og "de kedelige idéer", forsøgte eleverne i 3.D på Ågerup Skole at komme med bud på en anderledes skole.
- Det lyder som om, det er meget nemt, men det er det faktisk ikke, mente Lucas Özkan Bærentzen fra 3.D.
Nogle af idéerne levede dog fint op til kravet om at være "vilde".
- Hvert år skal der være pyjamasparty, der skal være en personlig sushikok til børnene, stole og borde skal være lavet af guld, remsede Emma Hyrup blandt andet op.
Slikboder, kantine, svømmehal, skolens egen zoo, gamercomputere og playstation var nogle af de andre ønsker, der kom frem i tredje klasse.
Lea Toftesgaard Hansen vil bare allerhelst have ændret en af skolens regler.
- At vi godt må bruge telefonerne udenfor i frikvarteret. Det har vi kunne før, men det må vi ikke længere.
Ind imellem de store og dyre drømme, kom der også idéer, der relaterede sig mere til selve opgaven med at drive skole for en broget flok af børn.
- Der er nogen, som jeg faktisk er imponerede over, at de har tænkt i en anden retning end de fleste, og det var nogen, der blandt andet godt kunne tænke sig, der var noget for de ordblinde. At de ordblinde fik nogle lokaler, som var specielt indrettet til dem, fortæller Helle Holmgaard Abrahamsen, som er lærer i 3.D
Skolerne får friheden til at bestemme
Frihedsforsøget i Holbæk Kommune blev lanceret af statsminister Mette Frederiksen (S) under åbningsdebatten i folketinget i oktober 2020. Her blev syv kommune rudpeget til en række frihedsforsøg på forskellige velfærdsområder. På Skoleområdet har Holbæk og Esbjerg kommuner fået forholdsvist frit spil. Senest er de blevet fritaget fra at gennemføre nationale tests.
- Hvis det skal virke, så skal vi turde gå hele vejen. Vi må også fjerne regler, som vores partier har kæmpet for at få indført, sagde Mette Frederiksen fra talerstolen den 6. oktober 2020.
Nu er det så op til de to kommuner at finde ud af, hvordan friheden skal forvaltes.
I Holbæk er processen besluttet af skolerne selv - både kommune og politikere forsøger at blande sig så lidt som muligt.
- Vi har været utroligt dygtige politisk til at topstyre, hvordan skolerne skal drives, men det betyder jo bare, at så falder lysten også, og man tager måske ikke rigtigt ejerskab, som man kunne have gjort. Nu vil vi gerne sige til medarbejdere og skoleledelse: vi stoler på jer. Vi ved godt, at I ved bedst, hvordan man skaber en skole, så det er derfor, vi gør det sådan her, siger Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune.
Overvejer mere valgfrihed for eleverne
På Ågerup og Vipperød Skoler er dagens brainstorm den første for eleverne, men personalet har også brainstormet på frihedsforsøget og hvad de gerne vil lave anderledes. Det har de gjort to gange og har en tredje omgang i vente.
Personalets idéer spænder vidt. Gitte Tonn, som i dag er pædagogisk leder, men som snart bliver skoleleder for Ågerup og Vipperød skoler, understreger, at intet er besluttet endnu.
- Men der er en masse omkring udeskole, som også er noget, begge skoler egentlig arbejder med, men vi tænker også i, at eleverne skal kunne vælge flere ting selv, nogle valgfag, nogle linjer måske endda, så de får lov til at dykke mere ned i det, som de selv synes er spændende. Så det er sådan dér, vi er lige nu, fortæller Gitte Tonn.
Fodboldmål, e-sport og middagslur
- Hvad med en lille streetbane med basketmål over fodboldmålene, spørger Bertil Lund Skaarup sin sidemakker i 6.E på Vipperød Skole.
Her er brainstormen også i gang, og eleverne ender på ønsker som: fodboldmål, kunstgræsbane, e-sport, kortere skoledage og længere frikvarterer. Andre idéer stikker mere ud, for eksempel er der nogen, der foreslår, at man indfører en middagslur midt på skoledagen.
En hel dag med brainstorm er en noget uvant øvelse.
- Det er første gang, vi gør det, det er meget anderledes, men jeg synes, det er en rigtig god idé, siger Melike Simsek fra 6.E.
Nu er spørgsmålet bare, om personalets og ledelsens idéer flugter med nogle af børnenes.
- Det kunne være mega sejt, hvis det blev til noget, det, vi havde skrevet, siger Lea Toftesgaard Hansen fra 3.D på Ågerup Skole.
Disse krav skal skolerne stadig leve op til
Folkeskolerne i Holbæk Kommune vil blive fritaget for en række lovkrav og regler, men der er stadigvæk nogle, skolerne skal leve op til:
- Det skal stadig være gratis for eleverne at gå i skole
- Undervisningen skal fortsat stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, men øvrige krav vedr. organisering og indhold vil kunne fraviges som led i forsøget.
- Undervisningspligten gælder stadig
- Nødvendig støtte i undervisningen til elever med særlige behov fastholdes.
- Eleverne skal fortsat have en afgangseksamen fra folkeskolen. Der indføres frihed til at veksle enkelte fag, i både bundne og udtræksprøver.
- Vurdering af uddannelsesparathed fastholdes, men der gives mulighed for lokalt at tilrettelægge hvordan UPV udformes. Karakterkrav til ungdomsuddannelser fastholdes.
- Elevernes ret til et godt undervisningsmiljø gælder fortsat (Undervisningsmiljøloven)
- Elevråd og retten til at danne elevråd fastholdes.
- Skolebestyrelser fastholdes og deres opgave er fortsat at føre tilsyn med alle dele af skolens virksomhed. Der vil kunne gives frihed til at fravige reglerne, fx til bestyrelsens sammensætning.
- Klageadgangen ift. de regler, der fastholdes som hegnspæle, samt de rettigheder og krav, der gives
- frihed fra, men som kommunen vælger at fastholde.