På havnen i Aarhus, ved bylivshuset Domen, ligger i denne tid en 12 meter lang blæksprutte lavet af genbrugsplastik i alle verdens farver.
Blæksprutten er skabt af den lokale Sjællands Odde-kunstner Maj D. og lærer og elever fra Odden Skole, der i et fælles samarbejde i forbindelse med miljøundervisning indsamlede affald ved stranden omkring Sjællands Odde.
Indsamlingen mundede ud i en såkaldt klimasprutte, hvis mission er at få folk til at tænke over miljøet, som i sommer lå på den yderste mole i Odden Havn, hvor omkring 5.000 mennesker fik et glimt af kunstværket.
Arbejdet med at skabe klimasprutten har været lærerigt for eleverne.
- Det er virkelig sjovt at lave sådan noget her, og det er fedt at tænke på, at det måske gør en forskel, siger Saga Brandberg, der har været med til at bygge klimasprutten.
Det er planen, at Klimasprutten skal ligge ved Domen hen over vinteren og være med til at skabe opmærksomhed om flere familieworkshops i demcember. Blandt andet en workshop, hvor man kan fremstille bæredygtige julegaver og kunstværker af indsamlet genbrugsplastic.