Elever bliver fra denne og næste uge opfordret til at pode sig selv for coronavirus på ungdomsuddannelser i hele landet. Det skal ske to gange om ugen for at sikre testsvar, der ikke bliver over 72 timer gamle.
På Stenhus Gymnasium tog de hul på den nye opgave i dag. Her prøvede elever i 24 klasser at pode sig selv.
- I de allerfleste klasser er det gået virkelig, virkelig godt. Helt uproblematisk, fortæller Peter Fink, vicerektor på Stenhus Gymnasium.
To blev testet positiv for covid-19
Det var dog ikke i alle klasser, de mange tests forløb uden problemer. De mange tests afslørede nemlig to positive testsvar, hvilket førte til, at to klasser blev sendt hjem. De to elever skal nu have en PCR-test, der kan afklare, om de har coronavirus, eller om der var tale om falsk positive testsvar.
- Den ene elev blev også testet positiv for tre uger siden, og i den opfølgende PCR-test blev hun testet negativ, så måske er der bare noget, der gør, at hun tester positiv ved næsetests, siger Peter Fink.
Dagens selvtests foregik ude i de enkelte klasser, hvor eleverne så en video af, hvordan man gør og fik hjælp og vejledning fra en uddannet supervisor. Skolen har ti supervisorer i alt, som har været igennem oplæring hos Falck.
- Vi har hyret nogle tidligere elever som supervisorer. De kender skolen og medarbejderne, og det har gjort det meget nemmere, siger vicerektoren.
Elever skal møde ind forskudt
Når selvtests er kommet rigtig op at køre på Stenhus Gymnasium, vil eleverne skulle testes mandag morgen, inden de møder ind i klassen, for på den måde at forhindre at hele klasser skal sendes hjem.
- Vi har 52 klasser i alt på skolen, det vil sige, at vi hver uge har 26 klasser inde til fysisk undervisning. Det er mange at skulle nå at få testet inden undervisning, så de kommer efter næste uge til at møde forskudt af hinanden for at få det til at gå op logistisk, siger Peter Fink.
Konkret betyder det, at nogle klasser skal møde 8.15, nogle 8.30 og nogle kl. 9.20.
- Vi har prøvet at tænke os godt om i forhold til hvilken rækkefølge, vi skal gøre tingene i. Det kan være, at vi skal lave nogle enkelte justeringer, men grundlæggende er vi meget tilfredse med den måde, vi har planlagt det, siger vicerektoren.
Det er ikke et krav, at man lader sig selvteste. Eleverne er også velkomne til at møde i skole med negative tests fra et testcenter, men setup'et på ungdomsuddannelserne er lavet for at tage noget af presset fra de offentlige teststeder.