En familie fra Vipperød har fået Kystdirektoratet på nakken over et drivhus, fordi det står 298 og ikke 300 meter fra den nærliggende kyst.
- Vi synes, vi har forsøgt at gøre alting efter bogen, og det viser sig så, at der åbenbart er noget - dels myndighed og mange forskellige problematikker - der kommer ind over, fortæller Maria Brown, imens hun viser rundt i familens have.
Foruden drivhuset har Maria Brown også fået påbud om at fjerne en sti, et brombærhegn og en pergola.
Tingene er blevet bygget ad flere omgange, og hver gang har familien søgt og fået godkendelse fra Holbæk Kommune. Men da familien søgte tilladelse til drivhuset, gik det galt.
Artiklen fortsætter under billedet
Naboen fik tilladelse til 250 kvadratmeter
Men ifølge Kystdirektoratet der tale om en overtrædelse af reglerne. Drivhuset og de øvrige ting ligger nemlig indenfor strandbeskyttelseslinjen.
Formålet med strandbeskyttelseslinjen er blandt andet at bevare naturen langs kysterne. Derfor må der som udgangspunkt ikke laves ændringer inden for 300 meter fra strandbredden.
Kystdirektoratet kan dog i nogle tilfælde give dispensation til byggeri eller andre ændringer af tilstanden.
Det har Maria Brown fået for et enkelt skur, og naboen har fået dispensation for en 250 kvadratmeter stor tilbygning.
- Jeg synes, det er langt væk fra sund fornuft, siger Maria Brown med en henvisning til, hvad der ellers er opført i området.
Artiklen fortsætter under billedet
Ordfører: Regler på efterses
Under den forrige VLAK-regering blev Kystdirektoratets regler ændret. Ifølge Venstres miljøordfører, Jacob Jensen, var det netop sager som denne fra Vipperød, man forsøgte at undgå.
- Jeg nægter at tro, der er nogen, der kan have noget imod, at man har lagt en flisegang ude i sin have til trods for, den ligger 295 meter fra vandet, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet
Derfor mener han, at der bør se på reglerne endnu engang
- Der er altså noget galt enten med den måde, som Kystdirektoratet i det her tilfælde har vurderet sagen på, eller også er det reglerne, der er for ufleksible.
Kystdirektoratet har ikke kunnet stille op til interview, men skriver til TV2 ØST:
- Vi vurderer hver enkelt sag ud fra de love og regler, som er politisk vedtaget, og vores afgørelser indeholder mulighed for at klage.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hvad må du bygge inden for strandbeskyttelseslinjen
- Strandbeskyttede arealer er forbudszoner, hvor der som hovedregel ikke må foretages ændringer af den eksisterende tilstand.
- Strandbeskyttelseslinjen omfatter strandbredden og arealet op til 300 meter bag strandbredden - i sommerhusområder dog kun 100 meter eller mindre.
- Ved et lovligt etableret helårshus er det dog tilladt uden dispensation at opføre en bænk, et højbed eller gyngestativ samt skur og drivhus på maks. 10 kvadratmeter så længe ingen af disse opføres længere end 15 meter fra helårsbolig.
- Samme regler gælder for sommerhus dog med undtagelse af drivhus.
- Ligeledes er det tilladt at genopføre byggeri efter brand på den eksisterende sokkel inden for tre år.
Kilde Kysdirektoratet, Miljø og Fødevareministeriet