Far og datter vil bringe ukrainske flygtninge i sikkerhed

Julie og Jakob Milland sætter kursen mod den ukrainske grænse for at hjælpe flygtninge fra krigen i sikkerhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Torsdag eftermiddag sætter Julie og Jakob Milland sig i bilen og kører mod den ukrainske grænse via Polen, og TV2 ØST følger med.

quote Jeg vil ikke i krig, men jeg kan være en god verdensborger og opføre mig ordentligt

Jakob Milland, Ugerløse

En uge efter at Rusland invaderede Ukraine, er flere end en million mennesker ifølge FN’s flygtningechef, Filippo Grandi, på flugt fra bomber og granater og søger mod grænsen for at komme i sikkerhed. Det vil Julie og Jakob Milland hjælpe dem med.

- Det er helt galt det, der sker i verden lige nu, siger Jakob Milland.

Julie Holmegaard Milland i fuld gang med at pakke bilen med donationer fra nogle venner i Jyderup.
Julie Holmegaard Milland i fuld gang med at pakke bilen med donationer fra nogle venner i Jyderup. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

- Jeg vil ikke i krig, men jeg kan være en god verdensborger og opføre mig ordentligt, så vi vil gøre vores til, at de kommer i sikkerhed. Derfor kører vi afsted, tilføjer han.

Datter skaber tryghed

Jakob Milland er selvstændig og bor i Ugerløse syd for Holbæk. Han har løbet ekstra hurtigt på jobbet i begyndelsen af ugen for at kunne tage fri og køre mod Polen sidst på ugen. 

Tirsdag meddelte hans 25-årige datter Julie Holmegaard Milland, at hun gerne ville tage med ham. Hun har derfor fået fri på sit arbejde som fuldmægtig på Syddansk Universitet, og det sætter hendes far stor pris på.

Der er både nødhjælp til dyr og mennesker.
Der er både nødhjælp til dyr og mennesker. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

- Jeg tror, det skaber mere tryghed for kvinder med små børn for eksempel, at der er en kvinde med, så jeg er rigtig glad for, at Julie er med, siger Jakob Milland.

Læs også
Røde Kors guider - sådan kan du hjælpe ukrainerne
Læs også
Røde Kors guider - sådan kan du hjælpe ukrainerne

De har fået stillet en bil til rådighed af bilforhandleren Vejlebo og Larsen i Holbæk, og inden de stikker sydover, skal de hente forskellige ting, som et vennepar i Jyderup donerer.

Der er også pakket en autostol, hvis det bliver nødvendigt.
Der er også pakket en autostol, hvis det bliver nødvendigt. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

- Det er ting som bleer, modermælkserstatning, mad, puder og dyner, siger Jakob Milland.

Der har de seneste dage været blandede meldinger om, hvorvidt der er behov for, at danskere kører til Polen for at tage ukrainske flygtninge med retur. 
TV2 ØST følger Jakob Milland og Julie Holmegaard Milland på hele turen, og det vil være muligt at følge deres tur både her på hjemmesiden og i vores nyhedsudsendelser.
TV2 ØST følger Jakob Milland og Julie Holmegaard Milland på hele turen, og det vil være muligt at følge deres tur både her på hjemmesiden og i vores nyhedsudsendelser. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

Jakob Milland har også fulgt med i de forskellige informationer, men tror på, at behovet er der.

- Det er det, vi får at vide af vores ukrainske kontakt, som prøver at koordinere det hele lidt. Hun var ret klar i spyttet sidst, jeg talte med hende, så nu gør vi det, siger Jakob Milland. 

TV2 ØST følger ham og Julie Holmegaard Milland på hele turen, og det vil være muligt at følge deres tur både her på hjemmesiden og i vores nyhedsudsendelser. 


Nyhedsoverblik