Torsdag eftermiddag røg fem narkobilister lige i fælden ved en rutinekontrol.
Midt- og Vestsjællands Politi var i Holbæk Kommune, hvor over 200 biler blev standset. Næsten hver fjerde bilist endte med at få en bøde for forskellige forseelser.
Kontrollen begyndte klokken 13.00, og allerede klokken 13.35 blev den første narkobilist taget i Jyderup. Føreren, en 39-årig mand fra Odsherred, blev testet positiv for methamfetamin. Senere på dagen blev fire mere testet positive for blandt andet amfetamin.
I Svinninge blev en 58-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for spirituskørsel som dagens eneste.
Narkobilister overgår spiritusbilister
I de senere år er antallet af narkotikapåvirkede bilister steget på landsplan. I Midt- og Vestsjællands Politi var tallet steget til 611 i 2019, hvilket var en stigning på mere end 60 procent i forhold til 2018. Det betyder, at der nu bliver anholdt flere narkobilister end spiritusbilister.
De fem anholdte fra torsdagens rutinekontrol blev alle løsladt efter en blodprøveudtagelse. Politiet afventer nu resultatet af prøverne, hvorefter de sigtede vil høre mere i deres sag.
Kontrollen koncentrerede sig om området omkring Kvanløse, Svinninge, Gislinge, Jyderup og Vig i Odsherred.