Natten til tirsdag var en håndfuld biler involveret i en bilbrand i Ladegårdsparken i Holbæk.
Branden startede ifølge Midt- og Vestsjællands Politi i en personbil på en parkeringsplads ud for nummer 125 i boligområdet.
Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Hvis nogen har set noget, vil vi meget gerne høre fra dem
Politiet fik anmeldelsen klokken 02.53, fordi en beboer i Ladegårdsparken slog alarm.
- Da vi kommer derop, er det første køretøj fuldstændig overtændt. Det spreder sig så hurtigt til den næste bil, og så kommer der så nogle følgeskader, fortæller vagtchef Jesper Mortensen.
Vagtchefen uddyber, at branden startede i en personbil, der var sat på parkeringspladsen, og derfra spredte flammerne sig til en anden bil, mens tre til fire biler blev skadet af strålevarme.
Søger vidner
Politiet formoder på nuværende tidspunkt, at branden er påsat.
- Så hvis nogen har set noget, vil vi meget gerne høre fra dem, siger Jesper Mortensen.
Jørgen Flaben Pedersen, der bor i Ladegårdsparken i Holbæk, var tirsdag morgen ude at gå en tur med sin hund, da han blev mødt af synet af flere udbrændte biler.
- Jeg oplevede lidt efterslukning, og derefter forlod brandvæsenet pladsen, fortæller han til TV2 ØST.
Bilerne vil blive nærmere undersøgt for spor tirsdag formiddag.
Vidner med oplysninger i sagen kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.