Natten til tirsdag modtog Midt- og Vestsjællands Politi flere anmeldelser fra naboer, der havde hørt skud i området omkring Ladegårdsparken i Holbæk.
- Vi får anmeldelsen klokken 00.11, og efterfølgende blev der fundet flere afskudte patronhylstre i det grønne område mellem Ladegårdsparken Øst, Claus Norbysvej og Barsebæk, lyder det fra Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Der er ingen meldinger om uro op til, og der er ingen sygehuse, hvor der er nogen, som er kommet til skade. Ingen har tilkendegivet, at de skulle være mål for skuddene
Politiet vil af hensyn til efterforskningen ikke oplyse, hvor mange skud der er blevet affyret eller hvor mange patronhylstre, der er blevet fundet i området.
Da politiets patruljer kom frem til området, fandt man ingen, der var blevet ramt af skuddene.
- Der er ingen meldinger om uro op til, og der er ingen sygehuse, hvor der er nogen, som er kommet til skade. Ingen har tilkendegivet, at de skulle være mål for skuddene, lyder det fra Charlotte Tornquist.
- Derfor kan vi heller ikke på nuværende tidspunkt vide, om det har noget at gøre med de uroligheder, der tidligere har været i området.
Søger vidner
I forbindelse med skudepisoden har to vidner set to personer i området omkring midnat. Om der er tale om den samme person eller om de har noget at gøre med nattens uroligheder, ved politiet endnu ikke.
- Der er et vidne, der ser en person af slank bygning, som er omkring 180 centimeter høj og som er iført en mørkhættetrøje med hætten slået op og lange bukser. Personen løber ad stien mellem Barsebæk og Peder Billesvej, fortæller Charlotte Tornquist.
- Så er der en, der har set en ung mand med sort, kort hår, som løber i retning af blokkene.
Politiet hører gerne fra føreren af en mørk personbil, som er kørt ad Claus Norbysvej i sydlig retning omkring samme tidspunkt, hvor politiet ankom til stedet.
Derudover hører politiet også gerne fra vidner, der generelt har set noget i forbindelse med skudepisoden.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.