Fodboldskole skal hjælpe børn fra udsatte områder ind i foreningslivet

Børn fra udsatte boligområder bliver i denne uge introduceret til foreningslivet gennem fodboldskole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Målnettet får ikke mange pauser i denne uge i Holbæk Sportsby.

Her er 67 børn og unge nemlig samlet til fodboldskole.

- Jeg synes, at det bedste er, når vi spiller kamp, siger Sened Medhanie Gebreamlak, der er deltager på fodboldskolen, som er en del af Dansk Idrætsforbunds projekt Get2Sport.

Milo Strand Sørensen og Sened Medhanie Gebreamlak deltager begge på fodboldskolen.
Milo Strand Sørensen og Sened Medhanie Gebreamlak deltager begge på fodboldskolen. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Projektet har et særligt fokus på at inkludere børn og unge fra udsatte boligområder i foreningslivet.

I Holbæk drejer det sig om Ladegårdsparken, Grønneparken og noget af Bjergmarken, og indsatsen foregår også i det daglige.

Oline Thomsen og Ikhlas Omar er glade for de venner, som de får på fodboldskolen.
Oline Thomsen og Ikhlas Omar er glade for de venner, som de får på fodboldskolen. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

- Vi har fodboldtræning derude i boligområderne, vi har dans, og vi har boksning ude i de tre boligområder, som vi arbejder specifikt i, fortæller koordinator Renée Juhl-Thomsen.

Unge frivillige hjælper til

Ti frivillige trænere styrer slagets gang på fodboldskolen.

- Jeg har selv været spiller på den her fodboldskole i nogle år, så jeg synes, det er passende, at jeg går videre og selv er træner, siger Poul-Jakob Kjærgaard.

Sundus Omar vil vise pigerne på fodboldskolen, at der er plads til, at alle kan være med.
Sundus Omar vil vise pigerne på fodboldskolen, at der er plads til, at alle kan være med. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Også Sundus Omar er en af de frivillige trænere, og hun ved godt, hvad der er vigtigst.

- Man skal prøve at få børnene til at smile og have det sjovt og hyggeligt, siger hun.

Minister med på banen

Projektet er støttet af private aktører, kommunalt og af Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvis minister, som har lokale rødder, onsdag lagde vejen forbi boldbanerne.

- Vores foreningsliv er et enormt aktiv i vores samfund. Og jeg tror, det kan være med til at gøre en forskel for rigtig mange unge, som måske ikke har de samme muligheder, som mange af de andre, der vokser op i Holbæk eller andre steder. Det, synes jeg, er vigtigt at støtte op om, siger Kaare Dybvad-Bek (S).

Projektet har et særligt fokus på at inkludere børn og unge fra udsatte boligområder i foreningslivet.
Projektet har et særligt fokus på at inkludere børn og unge fra udsatte boligområder i foreningslivet. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

For de unge fodboldspillere er der masser at se frem til resten af ugen. Fredag er der for eksempel en stor kamp, hvor eleverne skal spille mod trænerne.

En plads på fodboldskolen koster 200 kroner, som blandt andet inkluderer frokost hver dag, et sæt spillertøj og en fodbold.


Nyhedsoverblik