Foreningen Tyrkisk Islamisk Kultur og Undervisningscenter i Holbæk drømmer om nye og større lokaler.
Vi gør det for at belyse vores ønsker om en ny placering og fortælle, hvad vi er for en forening
Et flertal i klima- og miljøudvalget sagde for nyligt nej til at ændre ved den lokalplan, som kunne bane vejen for at indrette nogle nye og større lokaler i byens industrikvarter til moske.
Men kampen for en ny moske i Holbæk fortsætter. På et borgermøde her til aften var omtrent 30 borgere mødt op for at høre om foreningens planer.
- Vi gør det for at belyse vores ønsker om en ny placering for en moske og fortælle, hvad vi er for en forening, og hvad vi står for, fortæller siger Hikmet Tuncer om dialogmødet.
Corona forsinkede møder
Egentlig skulle mødet have fundet sted tilbage i marts, men så blev landet lukket ned på grund af corona, og derfor bliver dialogmødet først afholdt nu.
Hikmet Tuncer oplever, at foreningen bliver afvist af forskellige grunde. Nogle gange går afvisningen på, at der er tale om en moske eller kulturcenter i et industrikvarter. Andre gange går argumenterne på parkeringsforhold og infrastruktur.
Jeg kan godt se, når jeg hører, hvad huset bliver brugt til, er de her rammer forældet
- I aften berører jeg alle emner – alt lige fra parkering til aktivitetsplan, og hvad vi står for som forening, siger formanden, der håber, at foreningen med arrangementet kan vinde opbakning til en ny moske.
Økonomiudvalg har det sidste ord
Senest i 2018 fik Tyrkisk Islamisk Kultur og Undervisningscenter efter længere debat økonomiudvalgets opbakning til en ny lokalplan for en bygning på Dansøvej 5 i Holbæk. Men bygningen blev solgt til anden side.
Nu er det så lokalerne tilhørende Bowling Centeret på Mellemvang 5 i Holbæk, som foreningen ønsker at købe og ombygge til moske.
Kommunes klima- og miljøudvalg har tidligere stemt nej, men ansøgningen skal også forbi økonomiudvalget. Er der her et flertal, sendes ansøgningen til kommunalbestyrelsen.
Til møde for at blive klogere
Lars Thaarbøl bor i Holbæk. Han havde her til aften valgt at lægge vejen forbi borgermødet i den eksisterende moske midt i byen for at danne sig en mening om sagen.
- Jeg er kommet, fordi jeg er borger i kommunen og har en interesse i det samfund, jeg bor i. Jeg har ikke nok viden om den her sag, og der er en stor debat i øjeblikket, og derfor tænker jeg, at jeg er nødt til at dygtiggøre mig for at kunne danne mig en holdning, siger han.
Han hæfter sig blandt andet ved, at der ikke er tale om en ny moske – men en flytning af byens eksisterende moske til en bygning med bedre rammer.
- Jeg kan godt se, når jeg hører, hvad huset bliver brugt til, er de her rammer forældet, siger Lars Thaarbøl.
Der er hverken planer om minaret, der er det karakteristiske tårn ved en moske, eller bønnekald fra moskeen i bowlingcenteret, men bygningens 3.000 kvadratmeter egner sig bedre til foreningen, der i dag tæller cirka 400 medlemmer.
Aftenens borgermøde er den første i en række af tre. De næste finder sted 11. og 15. juni.