Træskibe skal renoveres på Holbæk Havn – og historien om skibene og deres funktioner skal formidles til borgerne, der besøger havnen. Til gengæld må museet bruge Hal 3 på havnen til arbejdet. Hallen er den yderste Stark-hal på havnen.
Omtrent sådan lyder et udkast til en aftale mellem Nationalmuseet og Holbæk Kommune, der netop nu er på vej til politikerne i kommunen.
Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse til TV ØST.
Arbejdet vil blandt andet også omfatte en renovering af galeasen Anna Møller, som er en del af nationalmuseets træskibsflåde.
Pengene til projektet kommer blandt andet fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, og politikerne i kommunen skal behandle spørgsmålet på et kommende møde.