- Var det dig, der slog Sana Yaseen ihjel?
Anklager Anja Lund Liin ser på den tiltalte 25-årige mand, mens den afghanske tolk oversætter spørgsmålet.
- Nej, lyder svaret.
I hvert fald er der ingen tvivl om, at den gerningsmand, der den 3. november 2022 overfaldt den gravide Sana Yaseen med en kniv, ønskede, at hun skulle dø.
37-årige Sana Yaseen havde netop afsluttet sin aftenvagt på Plejecenter Samsøvej. Få minutter efter klokken 23 gik hun de få meter i mørket ud til sin blå bil, der holdt på parkeringspladsen udenfor plejehjemmet. Derefter blev alt kaos.
Blev overfaldet af ung mand med kniv
Specialanklager Anja Lund Liin åbnede tirsdag retssagen mod de to tiltalte, den 25-årige afghanske mand og en 34-årig afghansk kvinde, ved at afspille det opkald til alarmcentralen, politiet modtog klokken 23.10 den aften i november, da overfaldet skete.
I opkaldet kan man høre nattevagten på plejecenteret fortælle politiet, at hendes kollega, der har været i aftenvagt, er kommet løbende ind og fortalt, at sosu-assistenten Sana Yaseen, der er gravid, er blevet overfaldet af en ung mand med kniv på parkeringspladsen.
I de pinefulde minutter, hvor politiassistenten forsøger at få så mange informationer ud af de plejehjemsansatte som muligt, imens de venter på, at den første patruljevogn ankommer til stedet, fremgår det tydeligt, hvor voldsomt overfaldet har været.
- Nu ligger hun på jorden. Hun er meget gravid. Hun ligger på jorden. Vil I ikke godt sende nogen ud til os, lyder det grædende fra kollegaen til Sana Yaseen.
Blev påført 78 knivlæsioner
Anklageren fremlagde tirsdag, at den 37-årige kvinde blev kørt til Holbæk Sygehus, hvor det klokken 23.30 blev konstateret, at hun var afgået ved døden som følge af de voldsomme skader, hun havde fået. 78 knivlæsioner har obducenten efterfølgende talt sig frem til.
- Det er en meget tragisk og meget voldsom sag, hvor en kvinde er blevet dræbt, og ligeså hendes ufødte barn. I bliver præsenteret for voldsomme billeder og lægelige oplysninger. Jeg har forsøgt at begrænse det, men der er ingen vej udenom, sagde anklager Anja Lund Liin til nævningene, og lovede at advare dem, inden de skulle se de voldsomme billeder.
Umiddelbart efter at den 37-årige kvinde blev konstateret død på Holbæk Sygehus, blev hendes lille dreng forløst ved akut kejsersnit og kørt til Rigshospitalets neonatalafdeling.
Overlevede knap fem døgn
Med stille stemme læste anklageren op fra journalen, der indeholder beskrivelser af lægernes kamp for at holde den lille dreng i live.
Han var med sine 25 uger alt for tidligt født. Knap fem døgn overlevede han, før lægerne måtte give op, og også han afgik ved døden.
Det var tydeligt at se, hvordan beskrivelsen og billederne af de meget omfattende skader, den 37-årige kvinde blev påført, tirsdag påvirkede de syv kvinder og ene mand i nævningetinget. Kvinden havde snitlæsioner på hals, i hjertet, i tarmene og i bughulen.
- Jeg går ikke ud fra, at forsvarerne og jeg skal diskutere, om den person, der gjorde det her, havde forsæt (til hensigt, red.) til at dræbe, sagde anklageren i sin forelæggelse af sagen.
Kom til Danmark i 2011
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at det var den 25-årige mand, der begik drabet på Sana Yaseen, mens en 34-årig kvinde er tiltalt for medvirken til drab ved at have opildnet manden til at begå forbrydelsen. Ifølge anklageskriftet planlagde de to i forening drabet.
Under anklagerens forelæggelse kom det frem, at Sana Yaseen kom til Danmark fra Afghanistan i 2011, sammen med den 34-årige nu tiltalte kvinde.
De to kvinder oplyste til de danske myndigheder, at de var et par og har boet sammen i en kærlighedsrelation sammen med deres to børn, en dreng og en pige.
Ifølge anklageren var de to kvinder ikke længere kærester, men veninder, de boede dog stadig sammen.
Samtidig fortalte anklager Anja Lund Liin, at Sana Yaseen i foråret 2022 blev muslimsk gift med en mand fra Dubai, der var biologisk far til det drengebarn, hun bar i maven. Det er også anklagemyndighedens opfattelse, at der var en form for kærlighedsrelation mellem de to tiltalte, hvilket dog bestrides.
Begge tiltalte nægter sig skyldige i drabet på Sana Yaseen.
Den 25-årige mand, der tirsdag afgav forklaring i Retten i Holbæk, blev afhørt med afghansk tolk. Han forklarede, at han på tidspunktet for drabet boede i Sandholmlejren, som er et modtagecenter for alle nye asylansøgere. Han ankom til Danmark fra Afghanistan den 21. september 2022, altså godt halvanden måned før drabet på Sana Yaseen.
Ifølge den 25-årige kendte han hverken Sana Yaseen eller den tiltalte 34-årige kvinde særligt godt.
Blev forelsket på TikTok
Han havde dog i et års tid fulgt den 34-årige på TikTok fra Afghanistan, hvor han var blevet forelsket i hende. Derfor fortalte han hende, at han ønskede at gifte sig med hende.
- Var I kærester, spurgte Anja Lund Liin den 25-årige, der ikke rigtigt forstod spørgsmålet.
- Det er noget kulturelt. Det er ikke rigtigt noget, man har i Afghanistan, svarede tolken.
Den 25-årige forklarede, at han aldrig rigtig fik noget svar fra den 34-årige kvinde på sit frieri. Men han måtte gerne holde om hende.
Han forklarede, at han ganske vist befandt sig i Holbæk på dagen for drabet på Sana Yaseen, men det var udelukkende, fordi han forgæves ledte efter en onlineven, han havde fra Afghanistan.
Vennen boede i Holbæk, og den 25-årige fortalte i retten, at han gik rundt i Holbæk og spurgte efter ham. Efterfølgende drak han sig fuld. Han sov lidt rundt omkring på nogle bænke og på en græsplæne.
Tiltalt købte nyt tøj i Holbæk
Om morgenen købte han et frisk sæt tøj i tøjbutikken Jack & Jones, som han skiftede til, inden han satte sig på toget mod Sandholmlejren igen.
- Hvorfor skiftede du tøj, spurgte anklageren.
- Fordi mit tøj var snavset og vådt, og det ville jeg ikke sidde med i toget, svarede den 25-årige.
- Men af de retstekniske erklæringer kan man jo se, at Sana Yaseens blod var på din jakke? spurgte anklageren.
- Jeg ved ikke hvorfor. Måske kom hun til skade, da vi ved en tidligere lejlighed skændtes, sagde den 25-årige.
Grådlabil og påvirket
Torsdag skal også den 34-årige tiltalte kvinde afgive forklaring. Under anklagerens forelæggelse af sagen brød hun hulkende sammen, da anklageren gennemgik de skader, den 37-årige Sana Yaseen var blevet påført.
Hendes forsvarer Thomas Fogt anmodede derfor retten om, at kvinden måtte blive fritaget for at være til stede, så længe obduktionsrapporten blev dokumenteret.
- Hun hyperventilerer, hun er meget grådlabil og hun kan ikke være til stede, sagde forsvareren, der efter retsmødet til TV2 ØST uddybede:
- Min klient nægter sig skyldig, og det har hun gjort, siden hun blev anholdt. Men hun er meget påvirket. Som det er kommet frem i dag, så var de to kvinder samlevende og de havde børn sammen.
- Det er klart, at min klient er ked af, at hun har mistet sin partner, hun har mistet retten til at se sine børn på tilfredsstillende vis, mens hun har været varetægtsfængslet, og hun er meget ked af, at hun er blevet draget ind i hele den her sag.
Sagen fortsætter torsdag. Den forventes afsluttet i starten af november.