Ivan har fanget muslinger i snart fire årtier - nu skal hans båd ud af havnen

I næsten fire årtier har der været muslingefiskeri fra havnen i Holbæk. Men står det til politikerne i kommunen, skal det snart være slut.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skipper Ivan Strøh Bartholdy har i mange år stævnet ud fra Holbæk i båden Fortuna for at fange muslinger.

Muslingefiskeriet er efterhånden et erhverv på havnen i Holbæk, der har snart fire årtier på bagen. Men hvis det står til politikerne i kommunen, er det snart slut. 

- Jeg tænker, det er en skandale, siger Ivan Strøh Bartholdy.

- Vi er nået dertil i udviklingen af havnen, at der ikke er plads til muslingefiskerne, der hvor de ligger, siger Ole Hansen (S), der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune. 

Ivan Strøh Bartholdy mener, det er løftebrud, hvis muslingefiskerne bliver smidt ud af havnen i Holbæk.
Ivan Strøh Bartholdy mener, det er løftebrud, hvis muslingefiskerne bliver smidt ud af havnen i Holbæk. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

I dag ligger fiskerne ved Filmtorvet, men her vil Kultur- og fritidsudvalget have en såkaldt badeplatform.

Ikke plads til både træskibe og muslingefiskere

Administrationen har undersøgt fem forskellige steder, hvor muslingefiskerne kunne holde til. 

Ved Hørby Havn, Orø Havn og Holbæk Marina, kan det ikke lade sig gøre, fordi der både manglede kajplads og den rigtige vanddybde.

Dette er de fem steder, hvor det er blevet undersøgt, om muslingefiskerne kan ligge med deres både.
Dette er de fem steder, hvor det er blevet undersøgt, om muslingefiskerne kan ligge med deres både. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Ved Gl. Havn, hvor de før har ligget, har politikerne besluttet at der i fremtiden skal være træskibe.

I sagsfremstillingen skrev udvalget at, der: Ikke er plads til både træskibe og muslingefartøjer i Gl. Havn., hvis det maritime helhedsindtryk skal fastholdes.

- For mig lyder det jo lidt dumt. Det her er jo maritimt, det er jo noget, der kan holde sig selv kørende. Der er penge i det. Det andet er sådan noget kunstigt noget, siger Ivan Strøh Bartholdy.

- Det er løftebrud

Allerede i 2020 var Ivan Strøh Bartholdy træt af usikkerheden, efter han på tre år blev kastet rundt på seks forskellige kajpladser.

Læs også
Muslingefisker i klemme i havneudvikling – hans skib flyttes rundt igen og igen
Læs også
Muslingefisker i klemme i havneudvikling – hans skib flyttes rundt igen og igen

Men at de nu helt vil droppe muslingefiskeriet, mener han bryder med det, kommunen flere gange har lovet dem.

- Det er for det første et svigt fra kommunens side, og så er det løftebrud. Efter vi blev bedt om at forhale inde fra Gammel Havn, fordi der kom træskibe, blev vi lovet, at vi kunne tage det roligt, og at de nok skulle finde en plads til os, siger Ivan Strøh Bartholdy.

Konservativ støtte

Kurt Næsted (K) er kommunalbestyrelsesmedlem og medlem af Udvalget for Klima, Miljø og Natur. Han kan godt forstå, at muslingfiskerne føler sig overset. 

- Vi har givet dem garantier i tidligere perioder, og jeg ved, borgmesteren også har sagt, at erhvervslivet ikke skal føle sig truet, siger han. 

Han sætter derfor spørgsmålstegn ved, hvorfor det er Udvalget for Kultur og Fritid, der skal bestemme, hvorvidt muslingefiskerne skal ligge i havnen eller ej. 

quote Jeg er ked af, vi skubber en omsætning på 200.000 ud af havnen

Kurt Næsted, kommunalbestyrelsesmedlem, Holbæk Kommune

Han mener, at Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv også skal behandle sagen.

- Jeg er ked af, at vi skubber en omsætning på 200.000 ud af havnen, og skubber dem langt væk fra deres fiskepladser. Vi skal sætte os sammen med erhvervsfolkene og finde en løsning. Det tror jeg, vi skal øve os meget mere på som kommune, siger Kurt Næsted.

Henviser til udviklingsplan

Formanden for Udvalget for Kultur og Fritid henviser til den oprindelige udviklingsplan for havnen, når han skal forklare, hvorfor muslingefiskerne skal ud.

- Visionen er at nedlægge industrihavnen og lave den om til et sted, hvor man kan lave events og være en symbiose med Ahlgade og bylivet deroppe, siger Ole Hansen.

Den plan du hele tiden refererer til, den siger vel ikke, at muslingefiskeri skal ud? Det vel noget I beslutter i udvalget?

- Det er noget, vi beslutter i udvalget på baggrund af, at vi er nået dertil i planen, hvor der ikke længere er plads til muslingefiskeri i havnebassinerne, siger Ole Hansen.

Ole Hansen mener ikke længere, at der er plads til muslingefiskerne i Holbæk.
Ole Hansen mener ikke længere, at der er plads til muslingefiskerne i Holbæk. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Den endelige beslutning skal tages i Holbæk Kommunes kommunalbestyrelse, men hvis muslingefiskerne bliver smidt ud, kan Ivan Strøh Bartholdy kun se én løsning. 

Nemlig at søge tilladelse til, at båden kan flytte til Hundested, hvilket ikke er optimalt. Derfra vil det nemlig tage mere end to timer at sejle hen til fiskepladsen.

- Det ville jeg have det elendigt med. Det bliver arbejdsdage på 15 timer. Det kan man jo ikke, siger han. 

Onsdag skal økonomiudvalget i Holbæk Kommune behandle sagen. 

Naboer vil gerne beholde muslingefiskerne

Selvom muslingefiskerne kan larme om morgenen, hvor de læsser af og på, er det ikke noget naboerne er forstyrret af. 

quote Jeg synes, det er hyggeligt, og vi har et godt naboskab

Nina Brünés, nabo til muslingefiskerne

- Vi har det fint med fiskerne, de generer os på ingen måde. Der er stort set ingen larm, siger Michael Vollmund, der er nabo til muslingefiskerne.

- Vi bor i en erhvervshavn, og jeg synes, det er virkelig eksotisk, at de sejler ud og ind, og at der bliver læsset af. Jeg synes, det er hyggeligt, og vi har et godt naboskab, siger Nina Brünés, der også bor ved siden af muslingefiskerne.

Flere naboer har skrevet et høringsbrev til kommunen, hvor de helst vil beholde muslingefiskerne.

De mener, der bør findes et andet sted til den nye badeplatform.

- Jeg ved, at badebroen bliver besøgt af de unge mennesker, og det er også vigtigt, at vi tænker på dem. Så vi skal finde et andet sted til den. Der skal være plads til begge dele, siger Nina Brünés.






Nyhedsoverblik