Langt størstedelen af sit liv har Keld Hansen fra Stakholmgaard ved Nørre Vallenderød tilbragt høsten på en mejetærsker.
- Jeg er 83 og har aldrig været andet end landmand, fortæller han.
Da han var 11 år, kørte han med mejetærsker første gang.
Dengang blev den trukket af en traktor, men det ændrede sig nogle år efter.
De store maskiners indtog
Omkring 1956 købte hans far nemlig familiens første selvkørende mejetærsker, og den var 8,5 fod, hvilket virkelig var noget, folk på egnen havde en holdning til.
De mente ikke, man kunne have en meget større maskine kørende på markerne.
- Det var jo kolossalt. Så stor en maskine, så tung. Og den trykkede for meget og lavede for store spor, fortæller Keld Hansen.
Men det skulle vise sig, at man kan køre med meget større maskiner.
- Og det gik jo forholdsvist hurtigt, fortæller Keld Hansen.
- Så byttede vi til en, der var lidt større, og så til en der var lidt større end den, fortæller han.
I dag kører Keld Hansen en mejetærsker på 30 fod, og meget har ændret sig siden, han kørte rundt med den på 8,5 fod.
- Dengang sad man jo ude under åben himmel og fik alt møget lige op på sig. Det gør man jo ikke mere, fortæller han.
- Det er jo en enorm udvikling, der er sket på det område. Det er slet ikke til at forstå, at det kan gå på den måde, siger Keld Hansen.
Også jordene er blevet større.
I 1973 overtog Keld og Kirsten Hansen Stakholmgaard, og de har selv 50 hektar plus 150 hektar, de forpagter.
Og så længe kroppen vil det, bliver Keld Hansen ved med at dyrke jorden.
- Så længe helbredet nogenlunde kan holde til det, siger han.
Det kribler i ham
Keld Hansen har ikke været ene om at drive gården i de mange år.
Kirsten Hansen har været en del af hans liv i mere end 50 år.
- Vi har guldbryllup til næste år. Så det er længe. Jeg tror, det er 52 år siden, jeg flyttede til Sjælland, fortæller den tidligere fynbo.
Og hun er stolt af sin foretagsomme mand.
- Jeg synes, han klarer det flot, og han fejler heldigvis heller ikke noget, og det er også guld værd, siger hun.
- Når vi når hen ad foråret igen, så kribler det i ham igen, ligesom det altid har gjort, siger hustruen.
Keld Hansen arbejder dog ikke så meget som tidligere. Han har gjort sine arbejdsdage noget kortere.
- De er heldigvis ikke så lange, som de har været, fortæller Kirsten Hansen.
Sønnen brækkede halsen
Det lange landmandsliv har ikke været uden prøvelser.
Keld og Kirsten Hansen har fået tre børn, og det lå i kortene, at den ældste, Bo, skulle overtage gården, men sådan skulle det ikke blive.
- Vores ældste søn er uddannet landmand, men han var uheldig at brække halsen, fortæller Keld Hansen.
- Så der er ikke direkte en landmand stående på spring. Det gør vel også nok noget, så bliver man måske også ved længere, siger han.
Ulykken skete i Portugal, da Bo var 23. Han er 60 i dag.
- De løber ud i vandet, ud i vandkanten, og så smider han sig, og så slår han hovedet ned i en sandrevle, og så lå han der, fortæller Keld Hansen.
- Så kom han hjem, og så lå han inde på Hvidovre syv uger i træk, fortæller han.
Keld og Kirsten Hansen er stolte af, at deres søn har kæmpet sig tilbage fra ulykken.
- At han i det hele taget kom op at gå, det var jo utroligt. Han er en fighter på det område der, siger faren.
- Han har været så stejl, at han ville op at gå igen, og det er han heldigvis kommet, siger Kirsten Hansen.
Vil gerne bevare gården
Hvis det står til landmandsparret, så bliver de ved, så længe helbredet er med dem.
- Vi vil jo gerne bare bevare det her, til vi ikke kan mere, siger Kirsten Hansen
- Hvis vi får lov til at beholde hinanden, så bliver vi nok ved, til vi skal bæres herfra. Det er vi enige om.