Der dufter er tjære og tovværk på havnen i Holbæk, hvor de gamle træskibe ligger ekstra tæt i denne weekend. Den danske træskibsforening har nemlig valgt at holde sin årlige generalforsamling samtidig med Skvulp Festivalen, og det betyder, at omkring 100 træskibe på besøg i havnen i Holbæk i disse dage.
Alle interesserede er velkomne til at lægge vejen forbi og se de mange skibe, og de lokale entusiaster glæder sig over, at det nu er deres havn, der er samlingspunkt for generalforsamlingen.
- De kommer fra hele landet, og man udveksler erfaringer og løgnehistorier, griner Jan Christensen fra Holbæk, der er skipper på skibet Emma.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Folk kommer sejlende langvejs fra. Nogle af de små både har op til en uges sejlads, fra hvor de kommer og herop, siger han.
Udover de mange træskibe byder Skvulp Festivalen også på musik, mad og kaffemøder med lokale politikere. Og der er også blevet bygget en tovbane, der på 15 sekunder kan fragte folk fra byens hovedgade og ned til havnen.
Arrangørerne regner med, at mellem 30.000 og 40.000 gæster vil lægge vejen forbi kajen i Holbæk Havn for at se de mange træskibe og få et indblik i livet ombord på og omkring sådan et fartøj.
- Man får en dejlig meningsfuld og autentisk oplevelse af et havnemiljø, som stadigvæk er levende, siger Mikkel Thorning, der er koordinator på Elværket i Holbæk.