Nyhedsoverblik

Lokaltog påkører personbil

Et lokaltog har lørdag formiddag påkørt en personbil i Kirke Eskilstrup på Midtsjælland.

Det oplyser Emil Grønning, der er vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi.

Der befandt sig fire personer i personbilen, mens der var 11 personer i lokaltoget.

I første omgang oplyste politiet, at det ikke tydede på, at nogen var kommet alvorligt til skade.

Siden har vagtchefen dog oplyst til Ekstra Bladet, at en person er fløjet med helikopter til Rigshospitalet. Politiet formoder, at det skyldes indre blødninger.

Havarikommissionen og en bilinspektør er blevet sendt til stedet. De skal kortlægge, hvad der har forårsaget hændelsen.

Også en lægehelikopter er blevet sendt til stedet.

Ifølge vagtchefen er der ikke noget, der tyder på, at påkørslen skyldes en teknisk fejl.

Politiets umiddelbare vurdering er, at føreren af personbilen på grund af lavthængende sol har overset en bom ved en jernbaneoverskæring.

- Bommene er også blevet påkørt, siger vagtchefen.

Togtrafikken er indstillet på grund af ulykken. Lokaltoget på strækningen mellem Slagelse og Tølløse kører igennem Kirke Eskilstrup.