Når Tour-feltet kører over Munkholm-broen, kører de ind i Holbæk Kommune, og her er der én rytter, der kender vejene en smule bedre end de andre. Den tidligere verdensmester i linjeløb Mads Pedersen er født og opvokset i Tølløse, han har kørt i den lokale cykelklub, og i dag bor cykelstjernen i Holbæk by.
Mads Pedersen er en af de danske cykelryttere, der mandag officielt blev udtaget til Tour de France, og for ham bliver det helt særligt at være på ultralokal hjemmebane på 2. etape af verdens største cykelløb.
Hvis jeg bare kan få en eller to mere til at cykle, så har det været det hele værd,
- Det bliver meget specielt. Nu har jeg været ude og køre ruten, og det er jo underligt at tænke på, at nu kommer vi til at køre touren dér. De 200 mand. Alle de store kanoner, man ligger og slås med til daglig, når vi kører cykelløb, det er lige pludselig på mine træningsveje, at vi kommer til at køre, siger Mads Pedersen.
- Det bliver underligt at kende hvert et hul på vejene og vide præcis, hvor man skal til højre og venstre henne. Det er også fedt, at når touren så kommer til Danmark, at jeg er så heldig, at den kommer forbi så tæt på, hvor jeg bor.
Håber at kunne inspirere
Udover at lokalområdet kommer til at give Mads Pedersen noget medvind, når ruten passerer hans hjemstavn, så håber den tidligere verdensmester også, at han - og Tour de France helt generelt - kommer til at inspirere nogle unge til selv at kaste sig ud i cykelsporten.
- Jeg har altid fået rigtig god støtte herhjemme og især i lokalområdet, så jeg tror på, at mit navn står nogle steder på vejen, og så håber jeg, at folk, der kan lide cykling og måske godt kunne interessere sig lidt for cykling - i hvert fald deres børn - kunne have lyst til at komme ud og se det og prøve at gribe cyklen bagefter og melde sig ind i en cykelklub, siger Mads Pedersen.
For den 26-årige cykelrytter er det med årene blevet vigtigt for ham at inspirere de unge, lokale drenge og piger til at prøve kræfter med cykelsport, og der må Tour de France vist være en af de helt store scener at gøre det på.
- Hvis jeg bare kan få en eller to mere til at cykle, så har det været det hele værd, siger Mads Pedersen.
I toppen af artiklen kan du se TV2 ØST's fulde interview med Mads Pedersen. Her kan du høre hans tanker om de tre danske etaper, hans cykelopvækst i Holbæk og om hans vurdering af en etapesejr på dansk jord.