Af Thomas Albrektsen
Af Thomas Albrektsen
Maria Nahmdad husker tydeligt den sidste samtale med sin 18-årige søn, Zobair Saidi. Det var søndag aften den 28. april 2019. Klokken var cirka 21.40. De stod hjemme i deres lejlighed i boligområdet Ladegårdsparken i det vestlige Holbæk.
Zobair Saidi spurgte, om han måtte låne hendes bilnøgler for at køre en ven til Holbæk Station. Hun sagde ja, hvorefter han kyssede hendes hænder og sagde:
- Jeg elsker dig, mor. Det ved du godt, ikke?
- Selvfølgelig, du er min førstefødte, svarede Maria Nahmdad.
Jeg glemmer aldrig den aften
Han lukkede døren til lejligheden og kørte afsted. Lidt over en halv time senere kunne Maria Nahmdad høre sirener fra ambulancer og politibiler nærme sig området.
- Jeg går udenfor og ringer til Zobair. Jeg tænker: Det må ikke være Zobair. Det må ikke være Zobair, fortæller hun i dag til TV2 ØST.
Da Maria Nahmdad gik udenfor den aprilaften i 2019, vrimlede det med bevæbnede betjente, ambulancefolk og politiets teknikere iklædt blå DNA-dragter, der afsøgte området ved nummer 135 i Ladegårdsparken for spor.
Flere beboere i de gråhvide boligblokke havde kort forinden hørt fem skud og set en mand i en sort hættetrøje løbe væk fra stedet. I hånden havde han en revolver. Bagefter så beboerne på det sted, hvor manden i hættetrøjen kom fra.
På bagsiden af opgangen til nummer 135 lå en ung mand på jorden. Dræbt af skud i maven, i lysken og i hovedet. Blodet løb fra hans tinding og ned på de grå fliser mellem de visne bøgebuske.
- Cirka klokken 02.30 fortæller politiet, at det er Zobair. Jeg glemmer aldrig den aften, siger en tydeligt berørt Maria Nahmdad.
Drabet på den 18-årige Zobair Saidi var kulminationen på en bandekrig mellem rockerklubben Bandidos i Holbæk og en gruppe drenge og unge mænd fra byens boligområder Ladegårdsparken og Vangkvarteret.
Gruppen, som Zobair Saidi var en del af, blev af politiet døbt Vanggruppen.
Podcasten 5 Skud fortæller historien om bandekrigen i Holbæk, som kulminerede med drabet på den 18-årige Zobair Saidi, der blev skudt ned i Ladegårdsparken søndag aften den 28. april 2019.
To mænd med tilknytning til Bandidos blev ved Retten i Holbæk den 12. maj 2021 dømt skyldige i drabet på Zobair Saidi og straffet med fængsel på livstid. Begge mænd ankede dommen på stedet.
Konflikten mellem de to grupperinger blussede op i sommeren 2018. Her eskalerede den fra hærværk og voldelige overfald med knive, køller og økser til skyderier på åben gade samt angreb med hjemmelavede brandbomber og en håndgranat kastet mod Bandidos’ klubhus på Østerstræde i det centrale Holbæk.
Det fik beboerne omkring klubhuset og i de pågældende boligområder til at frygte for deres sikkerhed. Imens satte politiet massivt ind med øget patruljering og tryghedsskabende betjente, ligesom der blev oprettet flere visitationszoner i byen for at få konflikten under kontrol.
Efter de voldsomme sammenstød mellem Bandidos og Vanggruppen indførte Holbæk Kommune et forsamlingsforbud i klubhuset på Østerstræde, så kun personer med folkeregisteradresse på stedet måtte opholde sig der.
Den manøvre fik lukket klubhuset og Bandidos til at forlade byen, hvor rockerklubben gennem flere år havde huseret i den kriminelle underverden. Efter rømningen rykkede de til stationsbyen Jyderup mellem Kalundborg og Holbæk.
Et år efter drabet på Zobair Saidi havde politiet ikke pågrebet gerningsmanden og de andre, som politiet mente spillede en rolle i sagen.
Derfor gik efterforskningsleder Kristian Egekær fra Midt- og Vestsjællands Politi den 19. april 2020 ud i pressen og bad folk om at henvende sig med oplysninger om drabet.
Dagen efter stod Maria Nahmdad for første gang frem på TV2 ØST og opfordrede folk til at hjælpe politiet med at finde gerningsmanden.
- Til de mange mennesker, mine naboer og hans venner. Sig, hvad I ved til politiet. Politiet hjælper. Politiet hjælper os alle sammen. Ikke kun os, sagde Maria Nahmdad blandt andet, mens hun med tårer i øjnene sad med et billede af Zobair Saidi i sine hænder.
Herefter fik politiet hul på sagen. Kort efter kunne de anholde tre personer med tilknytning til Bandidos. To af dem blev tiltalt for at udføre og planlægge drabet, mens den tredje, der var tidligere præsident for klubben i Holbæk, blev tiltalt for at bestille drabet i Ladegårdsparken.
Efter en langstrakt retssag ved Retten i Holbæk blev de to mænd på henholdsvis 26 og 29 år kendt skyldige i at stå bag og udføre drabet på den 18-årige Zobair Saidi.
De blev begge straffet med fængsel på livstid og ankede begge dommene på stedet til Østre Landsret. Den tidligere 34-årige præsident for rockerklubben gik fri, da retten ikke fandt det bevist, at han bestilte drabet.
Maria Nahmdad var til stede ved samtlige retsmøder. Ved flere af vidneforklaringerne og beskrivelserne af drabet på Zobair Saidi havde hun svært ved at holde tårerne tilbage. Andre gange kunne hun ikke kontrollere sin vejrtrækning og besvimede i retssalen.
Hans søskende har det ikke særlig godt, og flere af dem har svært ved at passe deres skole og arbejde
Drabssagen har påvirket hende og familien både psykisk og fysisk. Hun går stadig ind på Zobair Saidis gamle værelse og dufter til hans parfume og hans tøj for at mindes sin søn.
Mens retssagen stod på ved Retten i Holbæk og i ugerne efter dommen den 18. maj i år ønskede Maria Nahmdad ikke at udtale sig til pressen. Men nu, hvor sagen efterhånden er kommet lidt på afstand, stiller hun op til interview.
- Jeg er stadig meget ked af det og tænker på ham hver dag. Når hans lillebror Milad går ud om aftenen, tror jeg nogle gange, at det er Zobair, der kommer tilbage, fortæller Maria Nahmdad.
Men Zobair Saidi kommer aldrig tilbage, og sønnen Milad må forklare sin mor, at han ikke er sin afdøde storebror, når han træder ind ad døren.
- Nu er der gået to år, og jeg glemmer aldrig, hvad der skete. Det har ødelagt mit hjerte, siger Maria Nahmdad.
Tabet af Zobair Saidi sidder dybt i familien. Især hans søskende rammes ekstra hårdt af sorg og minder på årsdagens for drabet.
- Hans søskende har det ikke særlig godt, og flere af dem har svært ved at passe deres skole og arbejde, siger Maria Nahmdad.
Efter strafudmålingen ved Retten i Holbæk blev Maria Nahmdad tilkendt en erstatning på 130.000 kroner. Men pengene erstatter ikke tabet af sønnen.
- Jeg tænker ikke på pengene, men de kan være med til at skabe lidt glæde for mine børn eller for mig, siger Maria Nahmdad, der stadig bor i Ladegårdsparken og drømmer om at flytte fra Holbæk.
Hun forklarer, at hun er glad for udfaldet i sagen ved byretten. Dommen og livstidsstraffen til de to mænd med tilknytning til rockerklubben giver hende en form for afklaring.
- Men jeg har også ondt af mødrene til de dømte mænd, fordi de skal i fængsel – og fordi jeg selv er mor og har mistet mit eget barn, siger Maria Nahmdad.
Under retssagen ved Retten i Holbæk kom det frem, at Zobair Saidi spillede en central rolle i bandekonflikten mellem Bandidos og Vanggruppen.
Ifølge vidneforklaringer stak Saidi ekspræsidenten for rockerklubben i armen med en spids genstand under en gadekamp ved Bandidos’ klubhus den 5. oktober 2018.
Jeg tjekkede hans bankkonto, og på et tidspunkt opdagede jeg, at der pludselig stod 5.000 kroner
Senere i konflikten kastede han ifølge en vidneforklaring den første brandbombe mod klubhuset i det centrale Holbæk. Det var angiveligt motivet for at dræbe ham.
Var du bevidst om din søns aktivitet i bandekonflikten mellem rockerklubben Bandidos og Vanggruppen?
- Nej, ikke rigtig. Jeg snakkede meget med Zobair, men jeg vidste ikke noget om det med Bandidos, svarer Maria Nahmdad.
Alligevel havde hun en mistanke om, at Zobair Saidi var indblandet i noget ulovligt, hvor Bandidos kunne være involveret. Derfor begyndte Maria Nahmdad at holde øje med sin søn.
- Jeg tjekkede hans bankkonto, og på et tidspunkt opdagede jeg, at der pludselig stod 5.000 kroner. Jeg kunne ikke forstå, hvor de kom fra, og da jeg spurgte ham, svarede han, at pengene kom fra hans venner, siger Maria Nahmdad og forklarer, at hun både kontaktede banken og politiet for at finde ud af, hvor de 5.000 kroner kom fra.
Mistanken nagede hende, og hver gang Zobair Saidi forlod familiens lejlighed i Ladegårdsparken, undersøgte hun sønnens værelse og bukselommer for flere penge.
- Jeg var bange for, at han havde dårlige venner. Og som alenemor vil jeg passe godt på mine børn, så jeg kontrollerer dem, siger hun.
Når drabssagen skal gå om ved Østre Landsret i København, planlægger Maria Nahmdad at være til stede ved samtlige retsmøder for at følge sagen.
Du kan lytte til podcasten 5 Skud, der fortæller historien om bandekonflikten i Holbæk, lige her.