Metin fandt lykken som kebabmand i Danmark - men én ting fortryder han

Grønneparken i Holbæk har været stemplet som "ghetto". For Metin Koc er det stedet, hvor han har fundet lykken - men én ting er han ærgerlig over.

I 14 år har Metin Koc drevet Atlantis Kebab i Grønneparken i Holbæk.

Den lille restaurant serverer kebab i rulle og i boks til de mange kunder, der lægger vejen forbi.

quote Jeg begyndte bare et helt nyt liv, uden sprog, uden penge, uden noget

Metin Koc, ejer af Atlantis Kebab

Men selvom han arbejder 9.30 til 19 seks dage om ugen har han også overskud til at hjælpe andre. 

Det gør han blandt andet i boligafdelingens bestyrelse og ved at hjælpe andre beboere i Grønneparken med for eksempel elektronik eller tv-signalet.

Metin Koc er næstformand i afdelingsbestyrelsen i Grønneparken. I 22 år har han haft forskellige opgaver for bestyrelsen.
Metin Koc er næstformand i afdelingsbestyrelsen i Grønneparken. I 22 år har han haft forskellige opgaver for bestyrelsen. Foto: Blue Hour Media

Han sætter især pris på at hjælpe ældre og folk, der ikke taler så godt dansk, med at forstå de danske informationsbreve fra boligforeningen.

- Jeg kan godt lide at løse problemer. Når folk bliver glade, så bliver jeg også glad, siger Metin Koc.

Ny serie

Boligområdet Grønneparken i Holbæk har tidligere været på listen over udsatte boligområder - en liste, der tidligere var kendt som Ghetto-listen.

I en ny serie kan du møde nogle af de mennesker, der med frivilligt arbejde og socialt engagement kæmper for, at Grønneparken ikke ender på listen igen.

Se serien Ghetto - det er da langt ude! TV2 ØST PLAY.

Den indstilling har han ikke fra fremmede. Han følger den måde, hans mor levede sit liv på. Hun var altid meget hjælpsom og tog sig af andre, fortæller Metin Koc.

Inden moren døde af kræft i 2017, gav hun ham et råd. Et råd til hvordan man finder lykken i tilværelsen.

- Det eneste, du kan gøre for at være glad i dit liv, er at hjælpe andre.

- Du skal ikke tænke på penge, bare hjælp dem, og så får du belønningen, siger Metin Koc.

Budskab til ungdommen

Metin Koc er 49 år og kom til Danmark fra Tyrkiet, da han var 21 år gammel.

- Jeg droppede ud af universitetet dengang. Jeg læste økonomi, fortæller restaurantejeren.

Han stoppede fire måneder før studiet var afsluttet og flyttede til Danmark.

Metin Koc driver Atlantis Kebab i Grønneparken.
Metin Koc driver Atlantis Kebab i Grønneparken. Foto: Blue Hour Media

- Jeg ønskede det selv dengang, men jeg har fortrudt det efterfølgende, siger han.

Det var en hård begyndelse i det nye land.

- Jeg begyndte bare et helt nyt liv, uden sprog, uden penge, uden noget. Jeg startede bare helt forfra, fortæller han.

quote Den beslutning, jeg tog, om at droppe uddannelsen i Tyrkiet, det gjorde mig ondt

Metin Koc, ejer af Atlantis Kebab

Siden har han fået familie og forretning og en masse frivilligt arbejde, men han vil ikke råde andre til at gøre som ham.

- Den beslutning, jeg tog, om at droppe uddannelsen i Tyrkiet, det gjorde mig ondt, siger han.

Derfor har han et klart budskab til alle unge, både hans egne børn og dem, der kommer i Atlantis Kebab.

Metin Koc fortryder, at han droppede ud af sin uddannelse, derfor opfordrer han alle de unge i Grønneparken til at få en uddannelse, så de får flere muligheder i livet.
Metin Koc fortryder, at han droppede ud af sin uddannelse, derfor opfordrer han alle de unge i Grønneparken til at få en uddannelse, så de får flere muligheder i livet. Foto: Blue Hour Media

- De unge, jeg taler med, fortæller jeg hele tiden, at de skal passe på deres uddannelse, de skal ikke rende rundt uden at lave noget, de skal ikke lave ballade, siger Metin Koc.

For en uddannelse er vejen til et liv med flere muligheder.

- De kan få et ordentligt job, og de kan tjene bedre penge. Og så har de også mulighed for at tage på ferie eller købe et hus eller købe en ny bil, siger han.

Læs også
Fodboldskole skal hjælpe børn fra udsatte områder ind i foreningslivet
Læs også
Fodboldskole skal hjælpe børn fra udsatte områder ind i foreningslivet

Boligområdet Grønneparken i Holbæk har tidligere været på listen over udsatte boligområder - en liste, der tidligere var kendt som "ghettolisten".

I en ny serie kan du møde nogle af de mennesker, der med frivilligt arbejde og socialt engagement kæmper for, at Grønneparken ikke ender på listen igen.

Se serien Ghetto - det er da langt ude!TV2 ØST PLAY.


Nyhedsoverblik