Flere undersøgelser viser, at unge, der har et fritidsjob, klarer sig bedre i skolen.
Der er også større sandsynlighed for, at de begynder på en uddannelse.
- Det booster deres faglige, personlige og sociale kompetencer på rigtig mange måder, siger Marie Hargaard Mikkelsen, der er boligsocial medarbejder i Lejerbo Holbæk.
Hun er med til at sikre, at flere unge i Grønneparken får deres første fritidsarbejde.
- Vi har ansat ni unge, som bor her i boligområdet, og de møder ind fire timer om ugen, og skal gå rundt og lave en masse praktiske opgaver sammen med nogle søde gårdmænd, siger hun.
Ny serie
I serien Ghetto, det er langt ude! møder vi en række af de mennesker, der har været med til at løfte Grønneparken og sikre, at boligområdet ikke længere er på det, man tidligere kaldte ghettolisten.
Du kan se serien på TV2 ØST PLAY.
De unge er 13- til 15 år og hjælper blandt andet med at holde fællesarealerne i bebyggelsen rene.
- De rydder op på udendørsarealerne og laver en masse praktiske ting, og det er bare en kæmpe gevinst for området, fortæller Marie Hargaard Mikkelsen.
Familier med færre ressourcer
Udover kendskabet til arbejdsmarkedet får de unge også et andet forhold til det område, de bor i, fortæller Marie Hargaard Mikkelsen.
- Vi kan mærke på de unge, at de får mere ejerskab. De ser anderledes på deres område, fordi de møder deres naboer og andre beboere i en anden setting, når de render rundt med deres arbejdsveste på og er stolte og glade over, at de kan gøre en forskel, siger hun.
For mange unge er der ikke behov for at blive hjulpet i fritidsarbejde, men i Grønneparken er der familier, som ikke selv magter den opgave.
- Det hænger i høj grad sammen med, at de boliger, vi har herude, er billige, så nogle af dem, der bor her, står udenfor arbejdsmarkedet, fortæller Mia Møller-Andersen, der er boligsocial chef i Lejerbo Holbæk.
- Vi ved også, at der nogle gange kan være familier, der så også har færre ressourcer, og det i sig selv giver en øget risiko for noget udsathed og noget sårbarhed, forklarer hun.
Men hvis de unge får et fritidsarbejde, er der større sandsynlighed for, at de selv kommer ind på arbejdsmarkedet, end hvis de ikke havde det.
- Lommepengeordningen er et springbræt eller en øvebane, som vi også kalder det, til at kunne komme ud i et ordinært fritidsjob og til at kunne få et godt og fornuftigt arbejdsliv senere hen, siger Marie Hargaard Mikkelsen.
Skaber mening
For Marie Hargaard Mikkelsen og Mia Møller-Andersen er arbejdet i Grønneparken vigtigt.
- Jeg har en rigtig stærk relation til mange af beboerne herude, og den relation betyder især rigtig meget for mig, siger Mia Møller-Andersen.
Hun går ofte rundt med Marie Hargaard Mikkelsen for at møde beboerne i deres hverdag i området.
- Vores gadeplansindsats tjener rigtig mange formål, og det er på mange måder også et middel at nå alle vores mål, fortæller hun.
- Men vi ved også, at det er meget tryghedsskabende, at vi går rundt i området især om aftenen, siger Mia Møller-Andersen.
Og for Marie Hargaard Mikkelsen er det især arbejdet med de unge, hun har i fokus.
- Jeg har rigtig meget med unge at gøre, og det vigtigste for mig er at understøtte dem og hjælpe til, at de kan få de bedste betingelser for et rigtig dejligt og meningsfuldt liv, siger hun.
I serien Ghetto, det er langt ude! møder vi en række af de mennesker, der har været med til at løfte Grønneparken og sikre, at boligområdet ikke længere er på det, man tidligere kaldte ghettolisten.
Du kan se serien på TV2 ØST PLAY.