- Zobair kunne lide at spille fodbold, og han var en rigtig sød dreng, der hjalp andre mennesker. Han hjalp også sin mor og søskende.
Sådan mindes Maria Nahmdad sin søn. Hun sidder med et billede af ham i hænderne, mens tårerne presser sig på.
- Zobair var en speciel dreng.
Zobair Saidi blev skudt og dræbt den 28. april sidste år i Ladegårdsparken i Holbæk. Ikke langt fra sit hjem.
Han blev 18 år gammel.
Han var en rigtig sød dreng, der hjalp andre mennesker
Maria Nahmdad beskriver Zobair Saidi som en god storebror. Han tog sig af sine søskende, og han tilbragte meget tid med vennerne.
Billedet, hun sidder med i hænderne, sendte sønnen hende, dagen inden han blev skudt.
- Han tog billedet og sendte det til mig, og så skrev han: Se mor, er det smukt eller ikke smukt? Hver gang han tog et billede, var jeg den første, han sendte det til, siger hun.
Politiet vil tale med vidner
I næsten et år har politiet været i gang med en massiv efterforskning. Søndag var de ude med nye oplysninger i sagen. Samtidig bad de offentligheden om hjælp med viden om drabet.
De ved nemlig, at nogle beboere sidder på en vigtig viden, som de ikke deler med politiet. Det forklarede efterforskningsleder Kristian Egekær fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST søndag.
- Vi hører, at der er folk her i området, der ved noget, men at de er tilbageholdende med at kontakte politiet, sagde han.
Artiklen fortsætter under videoen.
Derfor valgte politiet søndag eftermiddag og aften at være til stede i Ladegårdsparken i håbet om at komme i tale med folk. Samtidig sad en række efterforskere klar ved telefonerne, hvilket de forsætter med i et par dage.
Det har betydet, at Midt- og Vestjællands Politi dels har fået flere henvendelser om selve drabet og om en koksgrå Kia Ceed, som politiet frigav billeder af søndag. Bilen holdt på gerningstidspunktet parkeret ved Kikhøjparken, der ligger overfor Ladegårdsparken.
Artiklen fortsætter under billedet.
Politiet ved, hvem der ejer bilen og har haft den til ransagning. Men de hører gerne fra folk, der har observeret noget usædvanligt omkring bilen i dagene op til skyderiet.
Afdødes mor med særlig bøn til offentligheden
Nu har Maria Nahmdad en bøn til alle, der måtte have oplysninger i sagen. Hun har et brændende ønske om at få folk til at hjælpe politiet videre i opklaringen af drabet på sin søn.
- Til de mange mennesker, mine naboer og hans venner. Sig hvad I ved til politiet. Politiet hjælper. Politiet hjælper os alle sammen. Ikke kun os, siger Maria Nahmdad.
For hende gælder det om at få svar på, hvorfor hendes søn blev dræbt.
- Det er meget vigtigt. Meget vigtigt. Hvem er de? Hvorfor? Hvorfor blev han skudt?, siger hun.
Søn blev skudt fem gange
Maria Nahmdads søn blev ifølge politiet skudt i alt fem gange af en ukendt gerningsmand.
Det skete på bagsiden af nummer 135 i Ladegårdsparken Vest den 28. april sidste år. Først to skud, og efter en kort pause affyrede gerningsmanden tre skud. Men gerningsmanden er endnu ikke fundet.
- Hver dag drømmer jeg om, at politiet hjælper hurtigt og tager gerningsmanden, siger Maria Nahmdad.
Drabet på den 18-årige Zabair Saidi kan ifølge politiet ikke udelukkes at udspringe af en konflikt mellem Bandidos og Vanggruppen. Offeret boede selv i Ladegårdsparken, men ifølge politiet var han en del af en gruppering, der holder til i boligområdet Vangkvarteret.
Dog befandt han sig ifølge politiets oplysninger i periferien af gruppen og var ikke, hvad politiet kalder en kendt hårdkogt kriminel.
Hvis du har oplysninger i sagen, tager politiets efterforskere gerne imod opringninger på telefon 1-1-4.