Ohøj.
I begyndelsen af 2018 flytter Nationalmuseet tre sine historiske skibe fra en særlig fartøjssamling til Holbæk, hvor de alle skal indgå i formidling af maritime håndværk og den maritime kulturarv.
- Vores fartøjssamling med de historiske og betydningsfulde skibe er en væsentlig del af Danmarks maritime kulturarv. En kulturarv, vi ser frem til ikke blot at bevare, men også gøre levende og vedkommende sammen med Holbæk Kommune og de lokale frivillige kræfter, forklarer Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet, i en fælles pressemeddelelse fra Nationalmuseet og Holbæk Kommune.
Det får afgørende betydning for vores ambitioner om at gøre Holbæk Havn til et sted, hvor uddannelse, erhverv og turisme spiller sammen omkring det maritime
Det er i første omgang galeasen Anna Møller, sluppen Ruth og DFDS Pram nr. 19, som får hjemme i havnebassinet i Holbæk.
Anna Møller fra 1906 har allerede taget turen de cirka 50 sømil til den nordvestsjællandske by, hvor hun siden efteråret 2015 er blevet restaureret. Inden længe følger sluppen Ruth, der er et 20 meter langt sejlførende fragtskib fra 1854, og DFDS Pram nr. 19 fra 1907, der ifølge Nationalmuseet i sin storhedstid blandt andet blev brugt til at bugsere landbrugsprodukter fra provinshavnene og ind til hovedstaden.
Nationalmuseet vil etablere base i Holbæk
Hos Holbæk Kommune glæder man sig over samarbejdet og de nye fastliggere i havnen
- Vi har haft et godt og stærkt samarbejde med Nationalmuseet de seneste år, og det er simpelthen fantastisk, at de nu flytter så stor en del af deres fartøjssamling til Holbæk, udtaler Emrah Tuncer (B), formand for kultur- og fritidsudvalget i Holbæk Kommune.
- Det får afgørende betydning for vores ambitioner om at gøre Holbæk Havn til et sted, hvor uddannelse, erhverv og turisme spiller sammen omkring det maritime, tilføjer han.
I Holbæk får nationalmuseets skibe selskab af de godt 20 træskibe, der er hjemmehørende i den gamle del af havnen. Nationalmuseet vil desuden etablere en base for vedligeholdelse af skibene i Holbæk, og det er i den forbindelse målet at bevare gamle maritime håndværk og at formidle dem til offentligheden.
Mangler politisk godkendelse
I aftalen mellem Nationalmuseet og Holbæk Kommune fremgår det, at der skal opbygges et laug af frivillige omkring skibene, som skal stå for, at de kommer ud at sejle. Lauget skal samtidig stå for mindre vedligeholdelsesopgaver under Nationalmuseets tilsyn og i samarbejde med en ansvarshavende skipper og Holbæk Kommune.
Men før aftalen mellem Nationalmuseet og Holbæk Kommune kan træde i kraft, skal den godkendes af kultur- og fritidsudvalget og derefter byrådet i Holbæk Kommune. Møderne holdes henholdsvis den 26. september og den 11. oktober.