- Jeg er vred og pikeret over, at hver gang Venstre sætter spørgsmålstegn ved solceller eller vindmøller, så bliver vores ord fordrejet. Jeg er træt af, at vi bliver latterliggjort, fordi vi ikke er enige med flertallet, sagde en tydeligt opbragt Camilla Hove Lund (V) under den lange debat om vindmøllerne ved Sandby mellem Hørve og Gislinge.
Hun havde fået nok.
Jeg går enormt meget op i at være i dialog med borgerne
Kommunalbestyrelsen skulle onsdag aften tage stilling til, om planerne om at opstille de tre vindmøller - Sandby Vindpark - tæt på grænsen til Odsherred Kommune skulle sendes i otte ugers høring.
Det udløste en heftig debat på næsten halvanden time, hvor politikerne meget klart fik kridtet forskellene op.
- Jeg går enormt meget op i at være i dialog med borgerne. Jeg synes, vi skal bøje os mod hinanden, men nogle gange kan man alligevel ikke nå hinanden. Der er ikke blevet stillet en vindmølle op i vores kommune i 13 år. Vi er bagud, sagde borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).
Og hun fortsatte:
- Det nemmeste i den her sag er at sige nej. Men det er mangel på politisk mod. Og når jeg kigger tilbage om 15-20 år, vil jeg ikke være endnu en borgmester, der har svigtet den grønne omstilling, sagde borgmesteren, der dog understregede, at hun ville lytte til borgerne i den høringsperiode, der skal gennemføres.
Den endelige beslutning skal først træffes senere.
Borgerne protesterer
Men netop borgerne føler sig ikke hørt.
Det fortalte de klart og tydeligt, da TV2 ØST for kort tid siden talte med dem.
I Maglebjerg nær Sandby har Michael Boye nemlig allerede fået en ny nabo i form af et stort solcelleanlæg.
- Vi har accepteret det, og så troede vi, at vi slap med det, men sådan blev det desværre ikke, sagde han, da vi talte med ham tidligere på måneden.
For på den anden side af hans hus er der altså nu planer om at opføre tre 150 meter høje vindmøller til stor frustration for beboerne i området.
- Det har jeg det skidt med, fordi det vil få store økonomiske konsekvenser for os, sagde Michael Boye, der bakkes op af de andre beboere på vejen:
- Det vil tage al vores natur omkring os og skæmme vores udsigter, og så kan det jo godt være, at folk flytter herfra, fordi naturen bliver ødelagt af solceller og vindmøller, lød det fra Lotte Pedersen.
Også Camilla Hove Lund (V) var bekymret for Sandby-området ved mødet i kommunalbestyrelsen i onsdag aften.
- Sandby har allerede et stort solcelleanlæg.
- Jeg synes, vi mangler nogle retningslinjer for hvor mange VE-anlæg (vedvarendeenergianlæg, red.), vi skal have, og hvor tæt på borgerne, de skal placeres. Vi vil gerne bakke op om den grønne omstilling. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at det er opstillerne af vindmøller eller solceller, der definerer, hvad der stilles op. Jeg tror, at vi kan få mere opbakning fra borgerne, hvis vi inddrager dem mere, sagde Camilla Hove Lund.
Formand: - Vi er ikke i hus
Formanden for udvalget for Klima, miljø og Natur, Karen Thestrup (EL) understregede, at kommunen langt fra har fået opstillet nok vindmøller.
- Vi er ikke i hus. Så vi støtter projektet ved Sandby. Det er med beklagelse over for de borgere, der bor tæt på. Den her type projekt går altid ud over nogen, men de er nødvendige af hensyn til klimaet, mente hun.
22 medlemmer af kommunalbestyrelsen med Socialdemokratiet i spidsen stemte for at sende vindmøllerne i otte ugers høring. De konservative, der stemte for høringen, meddelte dog, at de ville stemme imod vindmøllerne, når det endelige forslag skal behandles.
Venstre, samt løsgængerne Ole Hansen og Søren Stavnskær stemte imod at sende opstillingen af de tre vindmøller i høring.
Mens vindmøllerne splittede kommunalbestyrelsen, så var politikerne enige om en ting: Erstatningerne til naboer til VE-anlæg er alt for små.
- Jeg er fuldstændig enig i, at de erstatninger, der bliver tilbudt til de boligejere, der kommer i klemme, er for ringe. Jeg vil opfordre alle partier i kommunalbestyrelsen til, at man sparker til dem inde på Christiansborg. Det er jo dem, der afgør det her spørgsmål, lød opfordringen fra Karen Thestrup, formand for Udvalget for klima, miljø og natur.
Kommunalbestyrelsen blev enige om at sende et fælles brev til partierne i Folketinget.