To mænd på henholdsvis 27 år og 47 år vil onsdag blive krævet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge politiet er de to sigtet for at have indgået aftale om levering af mindst 38 kilo amfetamin og 3,8 kilo kokain på forskellige adresser.
Politiet kan dog ikke oplyse, hvor de ulovlige stoffer mere konkret geografisk skulle leveres.
- Det er en fremstilling, som sker på baggrund af en narkoefterforskning, hvor to personer er blevet sigtet og skal fremstilles med henblik på varetægtsfængsling, siger anklager Rune Rydik ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Fordi der er tale om en sag om narkosalg under særligt skærpende omstændigheder vil anklageren begære lukkede døre.
Derfor kan anklageren heller ikke oplyse, hvorvidt de to personer har forbindelse til rocker- eller bandemiljøet.