Klokken 17.33 onsdag fik politiet en melding om tumult og uro på Holbæk Station.
- Det var mellem to grupperinger, som vi kender i forvejen, fortæller vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
En person blev under urolighederne stukket i låret og er efterfølgende blevet kørt til behandling på skadestuen, fortæller vagtchefen.
Det er ikke første gang, der er uro mellem de to grupper, fortæller Boye Rasmussen.
- Der har været en del episoder inden for det seneste halve år, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Lukket for togtrafikken
I forbindelse med politiets undersøgelser på stedet er der blevet lukket for togtrafikken til og fra Holbæk Station.
- Vi kan ikke have, at togene kommer buldrende forbi, når vi har hunde, der løber rundt i området. Det er både af hensyn til hundene og til personalet, siger vagtchefen.
Han vurderer, at togene vil stå stille frem til omkring klokken 19.50. DSB har indsat togbusser på strækningen.
Der er endnu ikke anholdt nogen i sagen.