Politiets Efterretningstjeneste (PET) afholder pressemøde fredag klokken 11 i en mørkelagt terrorsag, hvor 13 personer er varetægtsfængslet i Danmark.
Pressemødet finder sted i PET's hovedkvarter i Søborg.
Tidligt fredag morgen er seks personer blevet fængslet i sagen efter et grundlovsforhør, som begyndte torsdag aften.
Det fortæller vagtchef Thomas Hartmann fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Våben og sprængstoffer
I forvejen var syv personer sigtet og fængslet i sagen for at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror.
De er sigtet for at have anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller at have medvirket hertil.
Fængslingerne følger efter en større politiaktion i Holbæk sidste weekend, som PET gennemførte i tæt samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi.
- Baggrunden for aktionen er mistanken om forberedelse af terrorangreb med et militant islamistisk motiv, skriver PET i en pressemeddelelse.
Grundlovsforhørene har været holdt for dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden ikke har haft adgang til retsmøderne.
Tysk avis: Tre syriske brødre er hovedmænd
Foruden de 13 anholdte i Danmark er en person blevet anholdt i Tyskland.
Ifølge den tyske avis Spiegel menes tre syriske brødre at være hovedmænd i sagen. To af brødene er blandt de anholdte i Danmark, mens den tredje er blevet pågrebet i Dietzenbach i den tyske delstat Hessen.
Spiegel skriver, at tysk politi i sidste uge kom på sporet af brødrene, da den ene, som er 33 år og bor i Danmark, over nettet foretog en mistænkelig bestilling hos en forhandler i Polen.
Bestillingen lød på fem kilo svovl og fem kilo aluminiumspulver, som skulle leveres til hans 36-årige storebrors adresse i Tyskland.
Da politiet dukkede op hos den 36-årige, var der dog hverken spor af de bestilte kemikalier eller storebroren. Man fandt til gengæld kilovis af kanonslag, tændsnore og andet fyrværkeri.
Desuden fandt politiet ifølge Spiegel et hjemmelavet IS-flag, og en koran hvor passager om kamp mod de "vantro" var understreget.
På pressemødet hos PET vil politidirektør Lene Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi og operativ chef i PET Flemming Drejer være til stede.