Politi vil undersøge dødsbrand

En brand i et rækkehus i Jyderup har kostet en person livet. Nu skal politiets brandspecialister forsøge at finde årsagen til branden.

En person er omkommet, og der er sket massive skader på en bygning i Jyderup efter en voldsom brand lørdag eftermiddag.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Meldingen om branden på rækkehuset indløb klokken 16.36 lørdag - og brandvæsenet rykkede straks ud for at bekæmpe branden, der havde ramt et endehus i et rækkehusbyggeri i byen.

Den døde er endnu ikke blevet endeligt identificeret.

- Vi formoder, at der er tale om husets beboer, og vi har underrettet hans pårørende om vores fund. Men vi er nødt til at tage et forbehold, indtil vi er sikre, oplyser politiets vagtchef Lasse Jensen.

Læs også
Rækkehusbrand i Jyderup koster en person livet
Læs også
Rækkehusbrand i Jyderup koster en person livet

Skal først sikres

Under slukningsarbejdet blev de øvrige beboere i rækkehuset evakueret, men de har siden kunnet komme tilbage til deres hjem.

- Det har kun ramt en af boligerne i rækkehuset - men den del af bygningen er helt udbrændt, og tagkonstruktionen er også brændt, siger han.

Ifølge politiet er der er sket så store skader på bygningen, at den er i fare for at styrte sammen.

Når bygningen er blevet sikret, så vil politiet lade brandspecialister forsøge at finde årsagen til brandens opståen.

- Vi har ingen indikationer om, at der er sket noget kriminelt - men vi skal have kortlagt branden, og det arbejde pågår stadig, siger vagtchefen.


Nyhedsoverblik