Mindst 12 politibiler var natten til søndag indsat i Holbæk som led i en større politiaktion.
Det oplyser et øjenvidne søndag til TV2 ØST.
- Vi rykkede ind i området i en aktion først på aftenen lørdag - og vi har været der siden. Det sker som led i en igangværende efterforskning, der ikke er afsluttet endnu. Det er sådan set det eneste jeg kan sige, oplyser Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.
Aktionen foregik i Apotekerhaven, der er et forholdsvist nybygget kvarter med lave etageejendomme beliggende mellem jernbanen og Falckstationen i det sydlige Holbæk.
Ifølge et øjenvidne, så var det politifolk i det, han beskriver som mørkegrønne militæruniformer og bevæbnet med automatvåben, der først gik ind i et hus. Her blev en lejlighed og et skur ransaget af mænd i hvide dragter.
Vi rykkede ind i området i en aktion først på aftenen lørdag - og vi har været der siden
Tavse om formål
Martin Bjerregaard oplyser, at politiet på nuværende tidspunkt ikke kan sige, hvad formålet med aktionen var, og heller ikke kan sige, hvornår det måske kan meldes ud.
At der var tale om en omfattende aktion er der dog ikke tvivl om.
Øjenvidner har set en bil blive kørt fra stedet på en ladvogn, og angiveligt er to personer blevet ført bort af politiet. Det kan politiet dog heller ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.
- Det kan jeg hverken be- eller afkræfte, siger politimanden.