To mørkklædte, etnisk danske mænd på mellem 30 og 40 år efterlyses nu af politiet efter en skudepisode i Holbæk tirsdag aften.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ved skudepisoden blev en 19-årig mand såret af skud – og politiet fortalte på baggrund af vidneforklaringer efterfølgende om et drive-by skyderi i Holbæk.
Nye vidneudsagn har dog nu rejst tvivl om denne teori, oplyser politiet.
- Der er forskellige, modstridende oplysninger i sagen. Vores foreløbige antagelse lige nu er, at der ikke er blevet skudt mod en bil – men at gerningsmændene har været til fods, og efterfølgende er flygtet i en blå Ford stationcar, siger politikommissær Kim Lech til TV ØST.
Bilen blev efterfølgende efterlyst, men blev efter alt at dømme senere natten til onsdag fundet brændende på Sneslevvej i Fuglebjerg på Sydsjælland.
Søger vidner
Kim Lech fortæller, at politiet meget gerne vil høre fra borgere, der kender til sagen eller som har set noget i forbindelse med skudepisoden eller den efterfølgende flugt.
- Vi vil meget gerne tale med borgere, der har kendskab til sagen, eller som har set noget i forbindelse med skudepisoden i Holbæk, eller den blå Ford Mondeo stationcars færden frem til den efter alt at dømme blev stukket i brand ved Fuglebjerg, oplyser Kim Lech.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
Politi var tilstede under skudepisode
Kim Lech oplyser, at politiet var tilstede i området, da skuddene faldt.
- Vi tager disse sammenstød mellem unge i Holbæk og Bandidosrockere meget alvorligt, og vi var også onsdag aften massivt tilstede i de berørte områder af Holbæk, siger Kim Lech til TV ØST.
Han oplyser, at politiet lige nu gennemfører en massiv efterforskning i sagen, hvor en række spor undersøges og vidner afhøres.
Seks personer kortvarigt anholdt
Anmeldelsen om skyderiet nåede politiet klokken 21.01.
Efter skudepisoden fandt politiet seks personer på stedet. De blev alle rutinemæssigt anholdt og afhørt i sagen, oplyser politiet.
- Det er rutine, at vi tager fat i alle, som vi ser på gerningsstedet for at fastslå, om de har noget med sagen at gøre. Vi har dog indtil videre kunnet afvise dette, og de er alle løsladt igen, siger Kim Lech.
Også den unge mand, der blev skudt, slap hurtigt fri igen.
- Selvom manden blev såret af skud, så var det så overfladisk, at han allerede efter to timers behandling på skadestuen kunne løslades igen, oplyser politiet.
Vil standse konflikt i byen
Politiet oplyser, at de har givet indsatsen mod de mange sammenstød mellem lokale unge og Bandidosrockere højeste prioritet.
- Vi prioriterer sagen rigtig højt. Vi har været i området under skudepisoden, og vi er generelt massivt tilstede i Holbæk i denne tid. Det her skal standses, siger Kim Lech.