For knap et år siden blev en 18-årig mand skudt ned ud for bagsiden af nummer 135 i Ladegårdsparken Vest i Holbæk.
Nu har politiet fået nye henvendelser fra folk i området, efter de søndag var ude med en opfordring til offentligheden: Tal med politiet, hvis du ligger inde med en vigtig viden, der kan føre efterforskningen videre til en opklaring.
Vi er glade for de henvendelser, vi har fået
Politiet var søndag eftermiddag og aften til stede i Ladegårdsparken. En række efterforskere sad søndag også klar ved telefonerne, hvilket de fortsætter med de næste par dage. For det har haft en god effekt, fortæller efterforskningsleder Kristian Egekær fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi har både fået henvendelser gennem det personale, der var ude på stedet og i forhold til de kontakter, vi havde herhjemmefra, siger han.
VIDEO: Her kan du se mere om, hvad det er, politiet leder efter hjælp til.
Ung mand blev dræbt af fem skud
Søndag valgte politiet at frigive nye oplysninger i sagen. Kristian Egekær har blandt andet forklaret til TV2 ØST, at den 18-årige mand blev skudt af i alt fem skud den 28. april sidste år.
Politiet mener, at gerningsmanden har sneget sig op bag den unge mand og på få meters afstand affyret først to skud. Herefter affyrede gerningsmanden endnu tre skud efter en kort pause.
Artiklen fortsætter under billedet.
Gerningsmanden beskrives ifølge vidner således: Gerningsmanden var lys i huden, muligvis etnisk dansk. Han var mellem 170 og 180 centimeter høj, 20-30 år gammel, almindelig af bygning, og han bar måske kasket. Derudover havde han en hættetrøje på med hætten trukket op, tynd jakke og mørke bukser.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Frigav billeder af særlig bil
Politiet har desuden efterfølgende offentliggjort billeder af en særlig bil, en koksgrå Kia Ceed, der holdt parkeret i Kikhøjparken på gerningstidspunktet.
Det er over for Ladegårdsparken, og politiet vil gerne høre fra folk, der har set noget usædvanligt omkring bilen i dagene op til skyderiet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og det er netop bilen og selve drabet, som folk er kommet med nye henvendelser om. Det er efterforskningsleder Kristian Egekær meget tilfreds med.
- Vi er glade for de henvendelser, vi har fået. Og som forventet er vi ikke blevet bestormet af henvendelser. Det regnede vi heller ikke med på det her tidspunkt. Det fik vi i starten. Men alligevel er vi glade for det, som er kommet, siger Kristian Egekær.
- Både i forhold til, at vi har fået oplysninger omkring, hvad der er blevet set i forhold til selve drabet. Men også i forhold til de oplysninger vi ønskede om det køretøj, vi bragte ud. Der har vi også fået henvendelser, som vi skal arbejde videre med nu, tilføjer han.
De nye oplysninger bliver nu inddraget i efterforskningen, men politiet er stadig meget interesseret i at høre fra folk i området, der ved noget.
Hvis du har oplysninger i sagen, tager politiets efterforskere gerne imod opringninger på telefon 1-1-4.