Politiet rykkede massivt ud til slagsmål

Politiet tog ingen chancer, da en anmeldelse om masseslagsmål indløb torsdag aften. Sagen endte i bødestraf til fire personer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et større opbud af patruljevogne ankom i al hast torsdag aften til Mørkøv på det vestlige Sjælland.

Klokken 20.58 havde Midt- og Vestsjællands Politi modtaget anmeldelse om et slagsmål mellem ti personer ud for et pizzeria beliggende på adressen Hovedgaden 9.

- Vi fik også melding om, at der muligvis var en, der var blevet stukket med en genstand – måske en kniv – og derfor sendte vi lidt ekstra, oplyser vagtchef Thomas Hartmann fra Midt- og Vestsjællands Politi fredag morgen.

- Men da vi kommer frem, træffer vi en person, som har skåret sig på en flaske.

Udskrev bøder

Ved nærmere undersøgelse af gerningsstedet samt en række vidneforklaringer fik patruljerne kastet lys over sagen.

- En stor gruppe mennesker havde indlemmet sig i et slagsmål, hvor det er vores hypotese, at en er væltet ned og har skåret sig på en knust flaske, forklarer vagtchefen.

Ifølge politiet er der ikke fundet hverken tegn, forklaringer eller lignende, som indikerer, at der skulle være sket noget andet.

- Alle, hvor vi fik fat i fire personer, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi de indledte sig i et slagsmål.

Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen straffes med bøde.

Læs også
40 personer i stort slagsmål
Læs også
40 personer i stort slagsmål

De fire personer var ifølge politiet påvirket af spiritus – og alle mænd i alderen 37 til 48 år.

Den sårede person blev efterfølgende kørt til sygehuset. Skaderne var ifølge politiet ikke alvorlige.

Politiet har ikke kunnet fastslå en nærmere årsag til, at de fire mænd tørnede sammen i et håndgemæng.

Den sidste patrulje forlod stedet klokken 22.30.


Nyhedsoverblik