En omfattende politiaktion kulminerede tirsdag aften ved Ugerløse på Vestsjælland nær Holbæk.
Her blev en mand anholdt efter et flere timer langt forløb, hvor der blandt andet blev skudt og afgivet alvorlige trusler mod enkeltpersoner.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.
- Det har været en stor opgave, og vi endte med at få hjælp af aktionsstyrken til selve indsatsen, der dog heldigvis endte uden dramatik, siger politiets vagtchef Asger Bechstrøm.
Manden havde forskanset sig i et hus ved Fælledvej, hvor han truede med adskillige geværer og rifler.
- Fordi han skød og var så stærkt truende, så valgte vi at rykke massivt ud til ejendommen, siger vagtchefen.
Kort inden aktionen viste billeder fra stedet da også aktionsstyrken gøre klar til at rykke ind. Samtidig var en helikopter og mindst én drone i luften over området.
Afviser terror
Aktionen finder sted samme dag, som en 21-årig mand i København er blevet sigtet for forsøg på terror i forbindelse med en ildspåsættelse.
Asger Bechstrøm fastslår dog, at der ikke er den slags mistanker i denne sag.
Han ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at komme ind på, hvad der lå bag truslerne på ejendommen, eller hvem der blev truet.
- Jeg kan sige, at han er sigtet for alvorlige trusler. Samtidig er vi ved at undersøge hans våben - også for at få klarhed over, hvilke våben han egentlig har tilladelse til at have, siger han.
Samtidig ønsker politiet at få klarhed over mandens mentale tilstand.
Aktion tog mere end fire timer
Politiet fik anmeldelsen om truslerne tirsdag klokken 14.57, og siden blev stadig flere politifolk indsat på stedet.
Politiet fastslog allerede da overfor TV2 ØST, at der ikke var fare for offentligheden i forbindelse med indsatsen, og at de forventede en længere indsats.
Aktionsstyrken valgte dog at slå til klokken 19.30, hvorefter han blev anholdt. Ingen kom noget til ved indsatsen.
Aktionsstyrken er politiets specialstyrke
Politiets Aktionsstyrke - til daglig kaldet AKS - er en specialenhed under Rigspolitiet. Gruppens formål er at håndtere komplekse og højrisikosituationer, som politiet normalt ikke møder.
Styrken træner løbende for at kunne blive indsat i forbindelse med for eksempel gidseltagninger, terrorangreb, organiseret kriminalitet og andre alvorlige situationer.
Politifolkene i enheden er uddannet til at håndtere specielle forhold, og udvælgelsen er særligt hård. Gruppen bruger da også både våben og særligt udstyr, som det almindelige politi ikke har adgang til.
Læger og ambulance
I løbet af eftermiddagen var flere lægebiler og en ambulance tilstede på ejendommen. Samtidig var både politifolk og hundepatruljer med tunge våben indsat for at bevogte ejendommen.
Politiet valgte at slå til netop, som det var ved at blive mørkt i området, hvor det samtidig regnede.