Politikerne i Holbæk er rygende uenige om placeringen af et stort biogasanlæg syd for Regstrup. Lige nu er der kun en enkelt stemmes flertal for det omstridte anlæg. Den afgørende beslutning nærmer sig.
Onsdag aften er der formentlig ballade i luften. Som en del af høringsprocessen bliver der nemlig holdt offentligt møde i Knabstrup Hallen.
Inden mødet i aften var 30 politikere, embedsmænd og borgere i går på bustur til Jylland for at se nærmere på og lugte til to biogasanlæg. Det fik ikke de uenige politikere til at nærme sig hinanden.
Der var ikke meget at komme efter
Første stop var ved Nature Energys anlæg i Korskro lidt udenfor Esbjerg. Det er verdens største biogasanlæg. Og turen begyndte godt. For der var ikke meget at lugte udenfor i den ret friske vind.
- Jeg kan ingenting lugte. Jeg ved ikke, om det har noget med vindretningen at gøre. Men jeg kan ingenting lugte med min næse, konstaterede Bente Röttig (SF), der er en af de politikere, der har stemt for at sende anlægget ved Regstrup i høring.
Også modstanderen, Rasmus Brandstrup Larsen (V), måtte erkende, at der ikke var meget at komme efter.
- Der er ikke ret meget lugt her på anlægget. Der er bare en svagt, sødlig lugt. Men det havde jeg egentlig heller ikke forventet. Anlæggets skorstene sender jo lugten langt ud over landskabet, lød hans kommentar.
De to politikere havde trods deres uenighed begge et positivt indtryk af de enorme anlæg.
- Jeg har indtryk af, det er et ret effektivt anlæg, sagde Bente Röttig (SF)
Rasmus Brandstrup Larsen (V) var også små-imponeret.
- Det virker som et velfungerende anlæg. Det er godt. Og jeg vil gerne understrege, at vi i Venstre støtter biogas, men anlæggene skal placeres de rigtige steder. Snævre Vest syd for Regstrup er ikke den rigtige placering.
Og så begyndte det at gå galt
Anlægget i Korskro var dagens første stop. Næste stop var Brande.
Og det var her, det begyndte at gå galt med enigheden mellem politikerne.
Nature Energys anlæg i Brande har spillet en helt afgørende rolle i den politiske proces i Holbæk. Det var nemlig lugten herfra, der sidste efterår fik politikerne til at stoppe planerne om et biogasanlæg mellem Snævre og Sønder Jernløse. Men kun godt en måneds tid senere, var der fundet en ny placering - kun 500 meter fra den gamle.
Da de 30 gæster fra Holbæk forlod bussen i anlægget i Brande blev de mødt af en sødlig hørm. Og Rasmus Brandstrup Larsen (V) var ikke i tvivl om, at hans Venstre-kollega Peter Nilsson havde gjort det helt rigtige, da han sidste år advarede mod anlægget.
- Her er en stram lugt af gylle. Samtidig er der også en gennemtrængende sødlig, gæret lugt. Sådan som Peter beskrev det, og sådan som også en række naboer har oplyst, sagde Rasmus Brandstrup Larsen.
Kritik gør indtryk
Anlægget i Brande har netop fået lov til at tredoble produktionen. Det har fået syv af naboerne til at klage blandt andet over lugten fra anlægget. Det gør indtryk, forsikrede Bente Röttig. Hun kunne også lugte den sødlige hørm, der var på anlægget.
- Man kan nok ikke slippe af med lugtgenerne på selve værket. Men det må ikke ramme naboerne. Så selvfølgelig gør det indtryk, fastslog hun.
Men hun var dog ikke umiddelbart parat til at ændre mening om anlægget ved Regstrup.
- Vi oplever nok generne forskelligt, alt efter hvilken holdning til biogas, man har generelt. Jeg er nok mere tolerant overfor, hvad vi skal tåle for miljøets skyld. Jeg er ikke sikker på, at min grænse er nået. Men der er nok andre, der vil sige, at det vi oplever her i Brande, ikke er til at leve med.
Mødet i aften er en del af den offentlige høring om biogasanlægget syd for Regstrup. Det begynder klokken 18.30.
Det ventes, at kommunalbestyrelsen træffer den endelige beslutning den 19. juni.