Der var ros fra alle sider til løsgængeren Søren Stavnskær onsdag aften i kommunalbestyrelsen i Holbæk.
Også fra borgmester Christiana Krzyrosiak Hansen(S).
- Det eneste, der er i vejen med dit forslag, er, at jeg ikke selv har fundet på det. Jeg er lidt misundelig, sagde borgmesteren.
Der er jo rigtig meget asbestaffald i øjeblikket
Søren Stavnskær stillede nemlig forslag om, at kommunen skal indføre en henteordning for asbestaffald ude hos private og virksomheder.
- Der er jo rigtig meget asbestaffald i øjeblikket, fordi folk har travlt med at skifte tag, inden nye regler træder i kraft. Nogle af pladerne ryger på genbrugspladsen, men der er desværre også en del, der ender ude i skovene. Vi kender historierne, sagde Søren Stavnskær.
Flere kommuner har henteordninger
Søren Stavnskær oplyste, at flere kommuner allerede har indført ordninger, hvor asbestaffaldet bliver hentet.
Blandt andet har Vejle en model, hvor man kan registrere sit affald og hente en special big bag med plads til op til et ton affald, der kan opbevares forsvarligt.
Det koster 400 for private og 1.500 for virksomheder for big bag og afhentning, forklarede Søren Stavnskær.
- Det kan også være med til at forbedre arbejdsmiljøet på genbrugspladserne. Selv om affaldet skal være pakket ind efter reglerne i to lag plastik, er der jo risiko for asbeststøv. Der er desuden altid nogen, der ikke får gjort det rigtigt. Det bør vi ikke udsætte vores medarbejdere for. En big bag med asbestaffald kan køres direkte til deponi, lød det fra Søren Stavnskær.
Et fornuftigt forslag
Formanden for Udvalget for klima, miljø og natur, Karen Thestrup (EL), kunne også godt se fidusen i forslaget.
- Det er et fornuftigt forslag. Jo færre, der har hænderne i den type affald des bedre, fastslog hun.
Fra den 1. januar 2025 er det kun særligt autoriserede håndværkere, der må arbejde med asbest i større mængder. Det har sat gang i en bølge hos håndværkere, der har fået travlt med at rive folks gamle asbesttage ned, inden den nye lovgivning træder i kraft.
- Jeg ved godt, at der kommer en ny ordning. Men fordi der kommer en autorisation på at sanere asbest, er det jo ikke ensbetydende med, at der også kommer en autorisation på at afhente asbestaffald, sagde Søren Stavnskær.
Borgmester Christiana Krzyrosiak Hansen slog fast, at der er behov for handling.
- Lad os få sagen i udvalget, så vi kan finde en løsning. Der er behov for, at vi handler hurtigt.
Og sådan blev det.