Randi forbereder ældre på svindelnumre: - Jeg frygter, vi kun har set toppen af isbjerget

Politiassistent Randi Mortensen rejser rundt i politikredsen og forbereder ældre på svindelnumre. For der er flere og flere, der bliver ramt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fremmødet i Jyderup Hallen afslører emnets betydning blandt de ældre.

Der er nemlig 117 tilmeldte til Randi Mortensens foredrag om, hvordan man undgår at blive franarret pengebeløb af svindlere.

quote Man skal være skeptisk. Man skal simpelthen ikke stole på, at dem, der ringer, er dem, de siger.

Randi Mortensen, politiassistent, Midt- og Vestsjællands Politi

Hun er politiassistent ved Midt- og Vestsjællands Politi og har over det seneste halvandet års tid holdt 70 foredrag om svindel særligt målrettet ældre mennesker. Her fortæller hun blandt andet om eksempler, hvor ældre borgere er blevet svindlet for sekscifrede pengebeløb.

- Baggrunden er jo, at det her med svindel bare er noget, der stiger. Jeg frygter, at vi kun har set toppen af isbjerget, for svindlerne finder hele tiden på nye metoder, siger Randi Mortensen.

Gode råd om digital svindel

  • Giv ikke dine personlige oplysninger som for eksempel kodeord eller MitID-oplysninger væk over mail, SMS eller opkald

  • Hvis du er i tvivl om en persons identitet, så bed om deres navn og afdeling og ring tilbage på virksomhedens hovednummer

  • Hvis du modtager en mail eller SMS med et link i, så lad være med at klikke på linket. Skriv det i stedet ind manuelt i en ny browser

Du kan finde flere gode råd på sikkerdigital.dk, som blandt andre Digitaliseringsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed står bag.

Kilde: sikkerdigital.dk

Og frygten for at blive udsat for et svindelnummer er noget, der fylder hos de fremmødte, der også godt er klar over, at de er 'nemme ofre'.

- Der sker så meget økonomisk kriminalitet især i vores aldersgruppe. Vi er jo mere udsatte end unge mennesker, så derfor er det meget vigtigt, fortæller Svend Larsen, der er formand for pensionistforeningen for Jyderup og omegn, som udgør publikummet til foredraget i Jyderup Hallen.

- Vær skeptisk

Svindlen kan foregå på mange måder. Det kan foregå over e-mail, det kan være sms-beskeder og telefonopkald. Fælles er det dog, at svindleren udgiver sig for at være fra en myndighed eller fra banken for at lokke borgere til at overføre penge.

Læs også
Kvinde udsat for svindel - blev franarret 200.000 kroner
Læs også
Kvinde udsat for svindel - blev franarret 200.000 kroner

Derfor er Randi Mortensens bedste råd til ældre og andre, der måtte opleve forsøg på svindel, at man udviser mere kildekritik, når man for eksempel bliver ringet op af nogen, man ikke kender.

- Man skal være skeptisk. Man skal simpelthen ikke stole på, at dem, der ringer, er dem, de siger, de er, siger hun.

Med det 70. foredrag overstået, kan Randi Mortensen se frem mod at nærme sig de 100.

- Jeg er allerede booket en del i 2024 også, så jeg er glad for, at der er mange, der gerne vil høre om det, slutter hun.

Læs også
Falsk bankmand franarrede dankort fra ældre kvinder
Læs også
Falsk bankmand franarrede dankort fra ældre kvinder


Nyhedsoverblik