Seks personer i grundlovsforhør i terrorsag - pressen smidt ud

Seks personer fremstiles i grundlovsforhør i en alvorlig terrorsag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Seks personer fremstilles torsdag i grundlovsforhør i Retten i Holbæk. De seks personer har tilknytning til en alvorlig terrorsag, hvor syv personer i forvejen sidder varetægtsfængslet efter grundlovsforhør ved Retten i Roskilde tidligere på ugen.

De syv varetægtsfængslede er ifølge PET sigtet efter terrorparagraffen. Ifølge politiet har de enten anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof og våben eller medvirket til det.

De seks personer, som torsdag fremstilles i grundlovsforhør, har ifølge PET tilknytning til sagen, men efterretningstjenesten oplyser ikke, hvad denne tilknytning består i.

Læs også
14 anholdt i stor terrorsag
Læs også
14 anholdt i stor terrorsag

Voldsomme anklager

TV2 ØST var til stede i retssalen i Holbæk, hvor 42 personer er samlet. Heraf er 15 betjente. De seks sigtede er alle af anden etnisk oprindelse end dansk. Flere bærer samme efternavn, hvilket kan tyde på, at de er i familie. Der er tale om fire mænd, de fleste yngre, samt to kvinder.

Anklageren i sagen har begæret dobbeltlukkede døre. Det har afgørende betydning for sagens oplysning, hensynet til fremmede magter og statens sikkerhed, lød begrundelsen. Dobbeltlukkede døre betyder, at offentligheden ikke må være til stede i retslokalet og heller ikke får sigtelsen at vide.

Ønsket om dobbeltlukkede døre mødtes dog af protest blandt fem af de seks forsvarere. Forsvareren for en af de seks mistænkte mener ikke, at mistankestyrken i sagen berettiger til, at dørene skal lukkes, forklarede hun. Samtidig gav forsvarerne udtryk for, at de ikke finder det rimeligt, at deres klienter ikke får mulighed for at forsvare sig offentligt mod de voldsomme anklager, der rejses mod dem.

Retten i Holbaek
Læs også
Mørkelagt terrorsag med 13 anholdte efterforskes på Sjælland
Retten i Holbaek
Læs også
Mørkelagt terrorsag med 13 anholdte efterforskes på Sjælland

Også pressen protesterer mod de dobbeltlukkede døre, blandt andet på baggrund af den pressemeddelelse, PET har udsendt, hvor der står, at der er tale om overtrædelse af terrorparagraffen. Denne protest tilsluttede alle forsvare sig.

Efterfølgende valgte retsformanden dog at følge anklagerens anmodning om dobbeltlukkede døre. Her fremhævede retsformanden igen hensynet til fremmede magter og statens sikkerhed. Herefter blev pressen sendt ud. Det betyder, at vi ikke har mulighed for at fortælle, hvad de seks personer er sigtet for.

Teknikere fra politiet var sammen med kemiske eksperter fra Beredskabsstyrelsen indsat ved ransagninger i Holbæk i weekenden. PET vil ikke oplyse, om sagen i Holbæk har relation til terrorsagen.

Nyhedsoverblik