Simpelt trick gør det muligt at sende flere børn i børnehave

Flere daginstitutioner i Holbæk Kommune sender legetøj til et stort vaskeri, og det giver i sidste ende mere tid til de yngste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Plasticskovle og spande til sandkassen, trælegetøj og en smilende ko i plastic.  

Efter flere ugers nedlukning på grund af frygten for smittespredning af coronavirus er pædagoger landet over mødt ind til en anderledes hverdag, hvor legetøj ifølge sundhedsmyndighedernes retningslinjer skal vaskes to gange dagligt. 

quote Vi kan have flere børn i børnehaven, normeringen bliver bedre, og pædagogerne bruger tiden rigtigt på børnene

Lotte Sørensen, pædagogisk leder hos Børnehuset Sølyst i Jyderup

Hos Børnehuset Sølyst i Jyderup, der genåbnede for to uger siden, betød de nye retningslinjer, at der var mindre tid til de mindste. 

- Det betyder, at personalet går fra og skal vaske legetøj både formiddag og eftermiddag. Det vil sige, at vi ikke kan tage så mange børn ind, fordi personalet faktisk skal bruges til at vaske legetøj, siger den pædagogiske leder, Lotte Sørensen.

Da børnehuset genåbnede, ansatte institutionen derfor en medarbejder til udelukkende at stå for den daglige legetøjsvask.

Men så kom der et tilbud udefra.

Hos virksomheden Zealand Care i Holbæk arbejder man til dagligt med vask og logistik af hjælpemidler til samfundets ældre.

Derfor var det naturligt for servicevirksomheden også at hjælpe daginstitutionen med at rengøre deres legetøj, og nu har virksomheden indgået en aftale med Holbæk Kommune om at hjælpe de yngste.

- Vi har en vaskemaskine, som vi normalt bruger til at vaske senge og kørestole, men den bruger vi nu til at vaske legetøjet, siger driftsleder Jesper Sørensen.

Pædagoger får mere tid til børnene

Ordningen er simpel. De ansatte kører ud til institutionerne, henter legetøjet i nogle særlige plastickasser og anbringer det i nogle jernbure, som bliver trillet ind i en stor vaskemaskine og rengjort.

- Så tager vi legetøjet ud, putter det i rene kasser og kører det ud til institutionen, så det står klar til dem næste morgen, siger Jesper Sørensen.

Læs også
Kom med politiet på coronapatrulje - sådan undgår kreative butikker smittespredning
Læs også
Kom med politiet på coronapatrulje - sådan undgår kreative butikker smittespredning

Hvorfor skal man vælge jer til at løse opgaven, når man i andre kommuner lader studerende klare opgaven med at rengøre legetøjet?

 - Det skal være os, fordi vi kan vaske det på en tryg og sikker måde, og vi kan gøre det hurtigere og billigere, end man kan ved at ansætte folk ude i institutionen til at gøre det, svarer Jesper Sørensen.

Indtil videre har 15 daginstitutioner i Holbæk Kommune takket ja til tilbuddet om legetøjsvask udenfor åbningstid, og for Børnehuset Sølyst i Jyderup giver det mere tid til børnepasning.

- Fordi vi har fået en ordning, hvor vi kan få legetøjet vasket, så betyder det, at vi kan have flere børn i børnehaven, normeringen bliver bedre, og pædagogerne bruger tiden rigtigt på børnene, siger Lotte Sørensen.


Nyhedsoverblik