Tre finaler i Champions League, græstæppet til de olympiske lege, en mindekoncert for prinsesse Diana, samt koncerter med blandt andre Beyoncé, Metallica, Madonna, U2, Taylor Swift, AC/DC, Fleetwood Mac, Oasis og Paul McCartney.
Vi er stolte
Med plads til 90.000 personer har Wembley Stadium i det nordlige London gennem årene dannet ramme om store sports- og musikbegivenheder.
Og snart får firmaet Safety Solutions Denmark fra den nordvestsjællandske stationsby Regstrup en stor rolle på det verdenskendte stadion.
For sikkerheden på stedet skal øges, og derfor har Wembley Stadion valgt en sikkerhedsløsning fra Safety Solutions Denmark.
Helt konkret har det nordvestsjællandske firma solgt sit produkt kaldet crowd control (håndtering af publikum, red.), som bruges i forbindelse med sikkerheden på fodboldkampe på det mægtige stadion.
Der er tale om et netsystem, som fans hverken kan vælte eller forcere. Det kan bedst beskrives som klatrenet, der dog ikke kan klatres i, for det er fleksibelt og giver efter for kropsvægten.
Så dagens lys i pokalkamp mod Brøndby
Faktisk er det ikke et helt ukendt system i Holbæk.
For det havde premiere i pokalkampen mellem Holbæk B&I og Brøndby i 2015, hvor Brøndby vandt 7-0. Også musikeventet Rockbæk har brugt systemet til koncerter forskellige steder i byen.
- Vi er stolte af og glade for, at vores netsystem er blevet valgt til at løse Wembley Stadiums behov for crowd control uden for stadion, udtaler CEO Peter Skjold Jensen fra Safety Solutions Denmark i en pressemeddelelse.
- Vi er helt sikre på, at med denne løsning er Wembley Stadium klædt godt på til at modtage og guide de mange publikummer ind på stadion uden tilsvarende tumultariske scener fra 2021, siger Peter Skjold Jensen og tilføjer:
Det beviste årets Champion League-finale faktisk, for publikum uden billetter blev forhindret adgang til stadion.
Men det er ikke kun i Holbæk, at netsystemet er blevet brugt.
De bruges også på de største stadions i Danmark og Norden – blandt andet til højrisikokampe på Brøndby Stadion og i Parken, når der har været lokale derbys eller internationale kampe.
Ifølge firmaet er det et gennemtestet system, der forhindrer fans i at have kontakt med hinanden.
Ved at opsætte netsystemerne strategiske steder i forhold til ind- og udgange, er det muligt at guide fans i hver sin retning og dermed reducere risikoen for sammenstød og uroligheder.