Spejderne fra Regestrup og Holbæk blev hyldet lørdag, da de vandt prisen for Årets Ungdomsforening 2018.
Det foregik under Dansk Ungdoms Fællesråds delegeretmøde lørdag i Nyborg med 250 deltagere fra hele landet.
Prisen uddeles hvert år til en af Dansk Ungdoms Fællesråds mange lokalforeninger under en af de 75 medlemsorganisationer. Dansk Ungdoms Fællesråd har i alt 600.000 børn og unge som medlemmer fra hele det frivillige foreningsliv.
I alt var syv foreninger nomineret til prisen i år, herunder to foreninger fra Sjælland.
Grønt åndehul og samlingspunkt giver spejderne sejren
Holbæk-Regstrup Spejderne vinder prisen for deres projekt ”Grønne Hjerte”, som er et nyt, grønt samlingspunkt i landsbyen, der skal give mere liv, fællesskab og sammenhold i en ”soveby” (som initiativtageren formulerer det) som Regstrup.
Det var et enigt dommerpanel, der valgte Holbæk- og Regstrupspejderne som Årets Ungdomsforening. Dommerne udtaler: Grønne hjerte er et enestående og ambitiøst projekt. Gennem projektet formår baptistspejderne i Regstrup at gøre en relativ lille forening til samlingspunkt i et lokalsamfund med 2.000 indbyggere.
Projekt ”Grønne hjerte” går ud på at skabe et grønt samlingspunkt for alle aktive mennesker i Regstrup og omegn, hvor man kan lave sunde aktiviteter for alle aktive børn og voksne i lokalområdet, herunder større naturkendskab og et større udbud af udendørsaktiviteter.
Rækker ud og samarbejder med lokalsamfundet
Projektet "Grønne Hjerter" forsøger at ramme daginstitutioner, den lokale folkekirke, spejderforeninger og lignende.
- Holbæk- og Regstrupspejderne viser med Grønne hjerte, at de har et stærkt sammenhold samtidig med at de rækker ud til og samarbejder med lokalsamfundet, siger Kasper Sand Kjær, der er formand for DUF og medlem af dommerpanelet, til duf.dk.
Der er allerede lagt 1600 frivillige arbejdstimer og rejst 1 million kroner til projektet, som kun udvikler sig. Grunden midt i byen vil komme til at indeholde 3 åbne bål-øer, en overdækket bål-ø i bålhytte, rullerose, muldtoilet og aktivitetspæle. Gruppen drømmer også om at udvide projektet med en værkstedsbygning lige overfor deres nuværende grund, som spejderne vil indrette med aktivitets- og formidlingslokale, møde- og undervisningslokale, køkken, bad og toilet.
Spejdergruppen er samtidig vokset i medlemstal i takt med deres engagement i lokalsamfundet.
Om prisen
- DUF giver hvert år prisen, Årets Ungdomsforening, til en lokalforening, som har turdet tænke nyt, stort eller anderledes i sit arbejde for børn eller unge.
- Vinderen bliver kåret på DUFs delegeretmøde den 1. december og vinder 10.000 kr. til at styrke sit arbejde.
- De nominerede i år var:
- DFUNK Østjylland
- FDF Mosede
- Greve Pigegarde
- Holbæk-Regstrup spejderne, Danske Baptisters Spejderkorps
- KFUM-spejderne i Snejbjerg, Herning
- Ungdomsrådet Thy (URT)
- Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd, Frederikssund
Kilde: Dansk Ungdoms Fællesråd